Østarbejdere, som gik på AMU-kurser i rengøring og dansk i halvandet år, blev samtidig lejet ud til Forenede Services underleverandører og boede til leje i vicedirektør Michael Kroghs ejendomme. Foto: Klaus Holsting

Partier kræver kulegravning af AMU-støtte til Forenede

Sagen om de mange millioner kroner, som Forenede Service har fået i statsstøtte til at sende op mod 150 østarbejdere på AMU-kursus, bør kulegraves. Det er der bred politisk enighed om.

Børne- og undervisningsminister Christine Antorini (S) bør omgående iværksætte en tilbundsgående undersøgelse af samarbejdet mellem Forenede Service og Erhvervsskolen Nordsjælland. Det er der bred enighed om på Christiansborg.
Sagen drejer sig om op mod 150 østarbejdere, som Forenede Service har sendt på AMU-kurser i dansk og rengøring på Erhvervsskolen Nordsjælland. Kurserne har udløst millioner i statsstøtte i form af de såkaldte VEU-midler. Flere af østeuropæerne blev sendt på rengørings- og danskkursus igennem halvandet år. I alt har Forenede Service modtaget 15 millioner kroner i 2009 og 2010 i VEU-godtgørelse på skoler landet over.
Arbejdsmarkedsordfører for Venstre Ulla Tørnæs mener, at sagen kalder på en gennemgribende kulegravning.
- Det har aldrig været intentionen med vores efteruddannelsessystem og slet ikke vores godtgørelsessystem, at man skal spekulere i det, som denne sag synes at være udtryk for, siger hun til Fagbladet 3F.

DF: Betal pengene tilbage

Forenede: Intet misbrug

Koncernchef i Forenede Peer C. Krogh oplyste for nylig til Fagbladet 3F, at "en del af medarbejderne fra Forenede Service eller tidligere underleverandører" har fået god nytte af efteruddannelse i offentligt regi.

”Vi har brugt de muligheder, der udbydes, men vi har ikke misbrugt dem,” skrev Peer C. Krogh i en e-mail og fortsatte:

"Vi vil nødig ændre vor politik på disse områder, men skal vi fremover udsættes for kritik, for at efteruddanne vore medarbejdere via de offentlige initiativer, må vi måske også revurdere vor politik på dette område."

Hos Socialdemokraterne mener ordfører inden for social dumping Ane Halsboe-Larsen, at sagen lugter af fusk med offentlige midler.
- Vi skal være 100 procent sikre på, at vi har kulegravet alt i denne sag. Det er helt afgørende, at de penge, vi sætter af til uddannelse, bliver brugt på det rigtige og ikke bliver misbrugt, siger hun.
I Dansk Folkeparti synes arbejdsmarkedsordfører Bent Bøgsted ligeledes, at sagen "lugter langt væk af, at systemet bliver udnyttet."
- For mig at se virker det som om, at virksomheden burde betale pengene tilbage og selv betale for uddannelsen af de her østarbejdere, siger han.
I Enhedslisten vil arbejdsmarkedsordfører Finn Sørensen stille skriftlige spørgsmål til ministeren og bede om en forklaring.

Skoleledelse skjuler notat

Ministerium: Brug for flere oplysninger

Ministeriet for Børn og Undervisning kan ikke umiddelbart svare på, om det er lovligt, at Forenede Service har modtaget godtgørelse for at sende ansatte på AMU-kursus i dagtimerne samtidig med, at virksomheden har lejet de samme ansatte ud til arbejde om aftenen og natten for underleverandører.
Ministeriet har brug for yderligere oplysninger i den konkrete sag, oplyser specialkonsulent Merete Vinje til Fagbladet 3F.

Direktøren hos Erhvervsskolen Nordsjælland, Inge Prip, har tidligere over for Fagbladet 3F henvist til et notat fra skolens tidligere ledelse om samarbejdet med Forenede Service. 
Fagbladet 3F har bedt om aktindsigt i notatet hos Erhvervsskolen Nordsjælland. Men den statsstøttede skoles daglige ledelse vil ikke udlevere notatet og henviser nu til ministeriet.
Men hos Ministeriet for Børn og Undervisning oplyser fuldmægtig Morten Find-Andersen, at hverken ministeriet eller Tilsynsstyrelsen har modtaget notatet fra Erhvervsskolen Nordsjælland.


/apps/pbcs.dll/news_messages?Kategori=NYHEDER&Profile=2140&SectionCat=NYHEDER&ThemeID=107535&GroupID=3257457

Lagt på: 24. Maj 2012 06:00

Sidst ændret: 24. Maj 2012 12:29

Fakta

Topboss i dobbeltrolle På blot halvandet år har Forenede Service sendt mellem 130 og 150 udlændinge på skolebænken i rengøring og dansk på Erhvervsskolen Nordsjælland, som har modtaget statstilskud for undervisningen.
Samtidig sad daværende vicedirektør i Forenede Service Michael Krogh i erhvervsskolens bestyrelse - udpeget af Dansk Industri. 
Flere af østarbejderne boede samtidig til leje i Michael Kroghs ejendomme og blev lejet ud til selskabets underleverandører.