Både ledigheden og problemerne med social dumping vokser. Det er her, vi skal finde løsninger for milliarder, når trepartsforhandlingerne starter, siger Jan Villadsen, der er formand for 3F's Transportgruppe.

3F smider milliarder på treparts-bord

Regeringen vil hive fire milliarder i hus, når fagbevægelse og arbejdsgivere skal til forhandlinger i maj. 3F's transportgruppe vil skaffe pengene ved oprydning i grå og illegale job.

I maj vil regeringen hæve fire milliarder kroner. De skal findes på arbejdsmarkedet. Og det skal ske i forhandlinger med fagbevægelse og arbejdsgivere.

Det får 3F's Transportgruppe på banen. Her vil formand Jan Villadsen gerne skaffe milliarder. Og han peger på, at det kan ske uden, at der fjernes helligdage, frokostpauser og aftalt fritid.

- Pengene findes, hvis man rydder op i grå og illegale job. Der er for eksempel forsvundet 7.500 job fra danske chauffører. Deres gods bliver transporteret af andre. Og det har alene udløst en regning på to milliarder i tabt skat og øgede dagpenge. Den udvikling er det vigtigste at få vendt, siger Jan Villadsen.

257.000 per ledig

For to uger siden viste tal fra SKAT, at der er 53.837 østarbejdere i Danmark. Fredag oplyste politiet, at der er op mod 50.000 personer, der er illegalt i landet for at bo og arbejde. Og 3F peger på, at staten mister 250.000 kroner om året, når en dansk ansat bliver ledig, fordi en underbetalt udenlandsk arbejder får jobbet.

Derfor kalder 3F's Transportgruppe debat om øget arbejdstid meningsløs, så længe der findes et hav af illegale og grå job.

Jan Villadsen slår fast, at lønmodtagerne allerede har betalt flere regninger for krisen. Dels ved indgreb i efterløn, og dagpenge. Dels med ansvarlige overenskomster i 2010 og 2012.

Her kan indsats skærpes

3F's Transportgruppe peger på flere stykker værktøj, der skal gøre sorte, grå og illegale job lovlige. På transportområdet er det blandt andet:

Stramning af godsloven, kontrol med udenlandske lastbiler, styr på det stigende antal varevogne, højere bøder, når danske regler bliver brudt. Og højere straf og bedre kontrol mod falske pas, undladte forsikringer og ”glemt” registrering i myndighedernes RUT-register.

- Lige nu vokser ledigheden. Det samme gør problemerne med social dumping. Det kan godt være, vi skal arbejde mere efter 2020. I så fald tager fagbevægelse og lønmodtagere gerne ansvar. Men det kræver, at der er arbejdspladser tilbage, siger Jan Villadsen.


Sidst ændret: 21. August 2012 13:55

Fakta

Milliarder i forsvundne job 7.500 job er forsvundet fra danske chauffører siden 2008. Det giver statskassen et samlet minus på næsten to milliarder kroner. Det koster cirka 257.000 kroner, hver gang en dansk chauffør mister jobbet, fordi en underbetalt kollega fra udlandet tager over.
Skat fra chaufførens løn forsvinder. Det er cirka 93.500 kroner. Staten får i stedet udgifter til dagpenge. Cirka 145.700 kroner efter skat. Der kommer 18.000 kroner mindre ind i moms og afgifter, fordi ledige har mindre råd til forbrug. I alt knap 2 milliarder. Og den er gal på samme måde andre steder. På transportens område: Avisbude, vikarer og førere af kurerbiler. Oven i kommer tilsvarende problemer i landbruget, rengøringsbranchen. Og - ikke mindst - byggeriet.
Kilde: 3F's Transportgruppe på baggrund af beregninger fra AE-raadet, Danmarks Statistik og tal fra vognmændene i ITD om mistede job i dansk transport.