Morten Kaspersen: - Det er ikke urealistisk, at omkring 20 procent ender med at melde sig ud af efterlønsordningen i 3F. Foto: Arkiv

28.000 i 3F vil have efterlønspenge retur

28.000 nuværende og tidligere medlemmer af 3F har indtil nu valgt at sige nej til efterløn, viser nye tal.

28.000 ud af cirka 200.000 nuværende og tidligere medlemmer af 3F har bedt om at få de penge, de har betalt i bidrag til efterlønnen, udbetalt efter 2. april.

Det viser en ny opgørelse fra 3F's a-kasse.

Det er hver syvende af de 200.000, som a-kassen har orienteret om de nye regler. På grund af ændringerne i efterlønnen kan man vælge at få de penge, man har betalt til efterlønnen, tilbage skattefrit fra 2. april og et halvt år frem.

Vil flade ud

- Foreløbig har 14 procent bedt om at få pengene udbetalt. Der vil selvfølgelig komme flere. Men jeg forventer også, at det vil flade ud i løbet af nogen tid. Så derfor er det ikke urealistisk, at vi i 3F ender med, at omkring hver femte forlader efterlønsordningen for bestandigt, siger forretningsfører for 3F's a-kasse Morten Kaspersen.

Fagbladet 3F har via Analyse Danmark spurgt et udsnit af medlemmer, om de forventede at blive i ordningen eller melde sig ud. Resultatet viste, at cirka 20 procent ville ud af ordningen.

2. april fanger bordet

Fra 2. april fanger bordet. Indtil da kan man stadig nå at fortryde, at man har bedt om at få pengene og komme ud af ordningen.

- Det er stadig min opfattelse, at et stort flertal af vores medlemmer vil have gavn af at blive i ordningen. Men så er der til gengæld andre, hvor det er helt naturligt, at de beder om at få pengene nu. Det kan for eksempel være folk, der er holdt op med at betale til ordningen, og alligevel ikke kan opfylde kravene til at få efterløn. De skal selvfølgelig have deres penge nu, hvis de ikke allerede har fået dem, siger Morten Kaspersen.


Sidst ændret: 20. Marts 2012 13:24