Selvom Arbejdstilsynet afslører ulovligt arbejde, har de ikke ret til at stoppe det. Arbejdet får lov at fortsætte, og mange østfirmaer betaler aldrig bøden. Arkiv.

Flertal på Borgen vil stoppe ulovlige firmaer

Fupfirmaer arbejder bare videre og skrotter politiets bøder. Det skal være slut, mener politikere.

Det skal være slut med ulovlige firmaer, der slipper for straf, når de bliver afsløret ude på byggepladserne. Det mener et flertal på Christiansborg, der nu lover at tage nye skridt for at stoppe de ulovlige firmaer.

Det sker, efter Fagbladet 3F i går kunne offentliggøre et internt notat fra Rigsadvokaten. Her fremgår det, at hvert fjerde firma fra udlandet aldrig får en bøde, selvom de bliver pågrebet i ulovligt arbejde.

- Vi skal ikke finde os i snyd. Det koster arbejdspladser, siger Leif Lahn Jensen, Socialdemokraternes ordfører for arbejdsmarked.

Som i Norge

En samlet byggebranche foreslår, at Arbejdstilsynet får ret til at stoppe arbejdet, når et firma bliver afsløret. På samme måde, som farligt arbejde bliver standset af tilsynet. Først når der er bragt orden i papirer og bøder er betalt, kan arbejdet fortsætte, lyder forslaget.

Forslaget får støtte fra både Leif Lahn Jensen og Enhedslistens ordfører Finn Sørensen.

- De skal ikke have lov at fortsætte. For det er fint at give bøder. Men når de ikke bliver inddrevet, hjælper det jo ikke noget, siger Finn Sørensen.

Han påpeger, at Norge har indført forbud mod, at ulovligt arbejde kan fortsætte, når firmaet er blevet afsløret.

Ministeren

- Vi er ude i en situation, hvor firmaerne stikker af. Der bør vi slå hårdere ned, siger Leif Lahn Jensen.

Minister for beskæftigelse, Mette Frederiksen (S), har ikke ønsket at kommentere forslaget. Men nu vil Leif Lahn Jensen tage forslaget med til sin partifælle i ministerkontoret.

Før jul stod Mette Frederiksen i spidsen for den aftale, der afsatte 65 millioner kroner til at bekæmpe social dumping. Her sidder partierne bag i et udvalg, der løbende skal tage tiltag for at komme problemet til livs.

Her sidder også de Radikales ordøfrer Nadeem Farooq. Og han er ligeledes positiv overfor forslaget:

- For vi må se i øjnene, at omgåelse af reglerne er langt mere udbredt, end vi tidligere har antaget.


Lagt på: 07. Februar 2012 09:30

Sidst ændret: 07. Februar 2012 10:38