Som regel sletter vi jævnligt alle meddelelser, men put de vigtige fra arbejdspladsen over i mappen med "Gemte meddelelser". Arkivfoto: Bureauet Colorbox
Af Niels Stoktoft Overgaard, niels@stoktoft.dk
Gem vigtige sms'er, hvis du korresponderer med arbejdspladsen via mobiltelefonen.
Det gjorde en chauffør, og det giver ham nu 130.000 kroner. Han får seks måneders løn i godtgørelse, efter at hans arbejdsplads fyrede ham pr. sms.
Meget af chaufførens kontakt med firmaet foregik pr. sms. Da hans kæreste fik veer, fortalte han også det via mobiltelefonen. Fem timer senere fik han en sms retur.
- Jeg skulle sige, at du er opsagt fra dags dato.
Arbejdsgiveren påstod, at chaufføren var udeblevet fra arbejde. Men Ligebehandlingsnævnet studser over, at sms-fyringen kommer umiddelbart efter, at chaufføren har fortalt om den forestående fødsel. Dermed kunne arbejdsgiveren se frem til at skulle undvære ham under fædreorlov.
Arbejdsgiveren påstod under sagen, at der var problemer med chaufførens ugesedler. Firmaet hævdede også, at kollegerne var utilfredse med ham.
- Men det er ikke dokumenteret. Afskedigelsen er i strid med ligebehandlingsloven, konkluderer Ligebehandlingsnævnet.
Chaufføren havde været ansat i transportfirmaet i små fire måneder. Problemerne opstod i en sløv uge i juli. Mandag og tirsdag sendte kørselslederen en sms med besked om, at der ikke var noget arbejde, og at chaufføren derfor havde fri.
Tirsdag kommer der en ny sms om, at han også skal blive hjemme onsdag, men møde fredag. Torsdag følger den næste besked: Bliv hjemme i dag, men kom fredag.
Den besvarer chaufføren med, at han har sin søn fredag og derfor først kan møde efter at have fulgt ham i børnehave. Så skriver kørselslederen, at han først skal komme lørdag.
Fredag orienterer chaufføren firmaet om veerne. Og får sms'en retur om fyring.
Lagt på: 02. Februar 2012 09:30
Sidst ændret: 02. Februar 2012 09:46
Fakta |
|
Minister: Sms-fyring urimelig
|