Tegning fra arkitektkonkurrencen, der netop har fundet sin vinder. Foto: Fra vinderen af arkitektkonkurrencen
Klaus Buster Jensen, Fagbladet 3F, klaus.buster.jensen@3f.dk
Når det nye supersygehus i Skejby ved Aarhus skal bygges, får håndværkerne deres egen skole på selve byggepladsen.
Fem dage om året skal betonarbejderne, murerne og de andre håndværkere på byggeriet forbi skolen til kurser i kommunikation, sikkerhed, materialer og planlægning.
- Jeg er rigtig stolt, siger Ole Vagn Christiansen, formand for 3F Bygge og Anlæg i Aarhus.
Skolen skal hjælpe til med at løse et af byggebranchens helt store problemer: Mange firmaer har svært ved at tjene penge, og produktiviteten falder.
- Skolen kommer til at øge produktiviteten med 10-15 procent, siger Ole Vagn Christiansen.
Når produktiviteten stiger, ruster det samtidig de danske bygningsarbejdere i konkurrencen med billige udenlandske firmaer, mener Dansk Byggeri.
- Projektet giver bedre samarbejde og dialog mellem de folk, der skal gå derude, og det vil være med til at gøre det til en god arbejdsplads, siger Michael Ancher, formand for Dansk Byggeri i Østjylland.
Skolen bliver til i samarbejde mellem 3F, Dansk Byggeri og Region Midtjylland. Og det bliver elever og studerende fra Aarhus Teknisk Skole, Ingeniørhøjskolen og Arkitektskolen, der skal bygge den. I sidste uge blev vinderen af arkitektkonkurrencen kåret, så skolen efter planen kan stå klar i efteråret.
Det eneste "men" er pengene. Der er indtil videre rejst to millioner kroner. De sidste tre millioner kroner skal de finde hos blandt andre fonden Real Dania.
- Så nu afhænger alle parternes gode intentioner blot af, om projektet kan finde tilstrækkelig finansiering, siger byggechef Hans Haaning fra Det Ny Universitetshospital.
Det enorme byggeri vil have op mod 1.600 arbejdere i sving i en periode på mellem seks og otte år, lyder vurderingen.
Planen er også at lave et jobcenter på, så bygningsarbejdere uden job som tømrere kan blive uddannet til andre fag, for eksempel betonarbejdere.
Lagt på: 26. Januar 2012 07:30
Sidst ændret: 13. Februar 2012 12:13