Mere effektiv rapportering sikrer, at flere patienter med kritisk sygdom får økonomisk støtte fra deres pensionsselskab.

Flere 3F'ere får hjælp ved kritisk sygdom

Mere effektiv rapportering sikrer, at flere patienter med kritisk sygdom får økonomisk støtte fra deres pensionsselskab.

Siden aftalen mellem 3F'ernes pensionsselskaber og Landspatientregisteret trådte i kraft i august 2010 har flere patienter med kritisk sygdom fået udbetalt 100.000 kroner som økonomisk plaster i en svær periode.

Nye tal fra PensionDanmark viser, at seks procent flere 3F'ere fik den hjælp, de har krav på. Tallene er baseret på en sammenligning mellem de første otte måneder af 2010 og 2011. Således fik 90 flere 3F'ere en økonomisk håndsrækning i 2011 end året før.

Siden 2004 har PensionDanmark og Industriens Pension arbejdet på at få opfanget patienter med kritiske sygdomme. Pensionsselskaberne havde en klar fornemmelse af, at en række medlemmer trods massiv informationsindsats ikke kendte til ordningen og derfor heller ikke anmeldte deres sag.

Ret på hjælp

I løbet af 2010 lykkedes det at finde en ordning, som kunne overvinde problemerne med sammenkøring af personfølsomme oplysninger mellem offentlige og private registre. Siden august 2010 har Landspatientregisteret under Sundhedsstyrelsen skrevet til de kritisk syge medlemmer af de syv pensionsselskaber i ordningen, at de har krav på økonomisk hjælp.

- Tallene viser, at vi nu har sikret, at alle medlemmer, der står i en vanskelig situation med en kritisk sygdom, får den udbetaling på 100.000 kroner, som de har ret til, siger administrerende direktør Torben Möger Petersen fra PensionDanmark.

PensionDanmark udbetalte i hele 2011 hjælp til 2.290 medlemmer med kritisk sygdom. Industriens Pension udbetalte 100.000 kroner til hvert af de 1.095 medlemmer med alvorlige sygdomme.

Kampagne

I Industriens Pension er antallet af udbetalinger ikke vokset efter indførelsen af samkøringen. Til gengæld steg antallet af udbetalinger markant i 2009, hvor selskabet gennemførte en omfattende informationskampagne som også omfattede tillidsrepræsentanter og ansatte i sundhedsvæsenet, fordi det ofte er dem, der gør medlemmerne opmærksom på forsikringen.

- Kampagnen har øget kendskabet til forsikringen markant, og det, tror vi, er den væsentligste grund til, at vi ikke har oplevet den samme stigning i udbetalingerne som andre selskaber, vurderer forsikringsdirektør Joan Alsing fra Industriens Pension.


Lagt på: 26. Januar 2012 08:00

Sidst ændret: 13. Februar 2012 12:13

Fakta

Kritisk Sygdom Pensionsselskaber betaler 100.000 kroner til patienter med kritiske sygdomme. Beløbet er skattefrit.

Landspatientregisteret under Sundhedsstyrelsen samkører hver måned oplysninger om kritisk syge patienter og medlemmerne af otte pensionsselskaber:

Følgende selskaber er knyttet til løsningen "Kritisk Sygdom":


  • Industriens Pension



  • PensionDanmark



  • Forenede Gruppeliv



  • PFA Pension



  • Danica Pension



  • Sampension



  • Lægernes Pensionskasse