Hvis Ejvind Kristensen ikke får førtidspension, må han sælge sit hus. Han frygter, at det bliver på tvangsauktion. Harry Nielsen

Kommune: Du er for tyk til førtidspension

To speciallæger har vurderet, at Ejvind Kristensen aldrig bliver rask. Odsherred kommune mener, at han bare skal tabe sig og spise smertestillende piller.

Efter 30 år som Falckredder fik 58-årige Ejvind Kristensen slidgigt i nakken. To speciallæger vurderer, at sygdommen er så slem, at han aldrig kommer til at arbejde igen. Men kommunen vil ikke give ham førtidspension. Med sine 115 kilo vejer han nemlig for meget.

I de to lægeerklæringer står der, at slidgigten i nakken er årsag til hans funktionsnedsættelse. Men i kommunens afslag fremgår det, at han kan tabe sig og behandles med smertestillende piller. Ingen af speciallægerne foreslår behandling med smertestillende. Under arbejdsprøvningen som renovationsarbejder, kunne han arbejde to timer dagligt.

- Det er ikke første gang, at Odsherred Kommune tilsidesætter speciallægers vurderinger, og giver afslag på en førtidspension, siger Nils Lomholdt, socialrådgiver i 3F Holbæk Odsherred. Han har i samråd med Ejvind Kristensen, anket sagen til Beskæftigelsesankenævnet.

Frygter tvangsauktion

Ejvind Kristensen frygter at hans hus må på tvangsauktion. For han har ikke råd til at blive boende, hvis han ender på kontanthjælp, og med boligkrisen tror han, det bliver svært at sælge.

- Det er jeg ked af. Jeg har gået og arbejdet på huset i 15 år, siger han.

Selv hvis Ejvind Kristensen får medhold i sin sag i Beskæftigelsesankenævnet, risikerer han, at der er gået så lang tid, at huset er røget.

Ejvind Kristensen har altid været aktiv i haven, men heller ikke det kan han længere.

- Jeg skal jo hele tiden hen og ligge for at hvile nakken, siger han.

Socialt knæk

Nakkesmerterne styrer Ejvind Kristensens hverdag. Familiefester er han sjældent til i mere end et par timer, for så er smerterne for voldsomme, og han må køre hjem. Børnebørnene, der bor 40 kilometer væk, har han ikke besøgt længe, for han har svært ved at køre så langt.

- Jeg kan jo ikke komme hjem, når smerterne tager fat. Der er alt for langt, siger han.

Formanden for Tilkendelses- og Bevillingsudvalget i Odsherred Kommune Peter H. Hansen ønsker ikke at udtale sig i sagen.


Lagt på: 25. Januar 2012 10:00

Sidst ændret: 13. Februar 2012 12:17