Udenlandske elever på Borris Landbrugsskole har udløst lønrefusion på forkert grundlag, mener Arbejdsgivernes Elevrefusion.

Landmænd skal betale elevtilskud tilbage

Refusion af løn til udenlandske elever på jysk landbrugsskole er blevet udbetalt på forkert grundlag til landmænd, mener Arbejdsgivernes Elevrefusion efter kontrol af uddannelsespapirer.

Landmænd har på forkert grundlag fået udbetalt tilskud til udenlandske elever. Det drejer sig om elever på den nu lukkede Borris Landbrugsskole.

- Der vil blive stillet krav om tilbagebetaling. Jeg ved endnu ikke, hvor mange penge det drejer sig om, siger Ole Bonde Larsen. Han er formand for Arbejdsgivernes Elevrefusion, der har udbetalt pengene.

Forkert tilskud for 30 ud af 33 elever

AER-ordningen sikrer, at landets arbejdsgivere kan få refunderet lønudgifter til deres elever, når eleverne går på skole.

Fagbladet 3F har tidligere afsløret et listigt samarbejde mellem landmænd og Borris Landbrugsskole. Og at AER måtte af med over en million offentlige kroner for hvert uddannelsesbevis til udenlandske landbrugselever i årene 2006 til 2008. Efter afsløringen besluttede AER's bestyrelse at lave en undersøgelse af et samlet tilskud på omkring 70 millioner kroner til landmænd med udenlandske elever.

I den forbindelse er der blevet foretaget en stikprøvekontrol. Kontrollen viser, at uddannelsesaftalerne var i orden for elever på fem ud af seks landbrugsskoler - på nær for to elever. Til gengæld var der fejl i papirer for elever på Borris Landbrugsskole, som havde såkaldt udlagt undervisning fra Agroskolen ved Herning.

- 30 ud af 33 havde ikke opholds- og arbejdsgrundlag i orden fra begyndelsen. Hvis der ikke foreligger en opholds- og arbejdstilladelse, når man laver en uddannelsesaftale, så kan man ikke lave en gyldig uddannelsesaftale. Og hvis der ikke er en gyldig uddannelsesaftale, kan vi ikke betale refusion, siger Ole Bonde Larsen, formand for AER's bestyrelse.

250 aftaler skal granskes

Skole fik elevers løn

Fagbladet 3F har tidligere beskrevet et beregnende samarbejde mellem landmænd og Borris Landbrugsskole.

Landmændene - som var skolens praktikværter - tilbageholdt elevers løn i flere måneder. Senere sendte landmændene lønkronerne til landbrugsskolen som betaling for udlændingenes ophold på skolen.

Undervisningsministeriet fastslog, at eleverne betalte overpris for blandt andet kost og logi - og skolen skulle betale i alt knap to millioner kroner tilbage til eleverne.

Formanden fortæller, at der på baggrund af fejl i papirer fra Borris Landbrugsskole nu skal gennemgås yderligere omkring 250 uddannelsesaftaler for udenlandske elever.

Samtidig gør han opmærksom på, at loven er lavet om, så lignende problemer ikke skulle kunne opstå i fremtiden.


Lagt på: 05. Oktober 2011 14:15

Sidst ændret: 05. Oktober 2011 11:32

Fakta

Landmænd lænser AER-kasse Fagbladet 3F har tidligere afsløret, hvordan danske landmænd i samarbejde med landbrugsskoler har lænset AER's kasse.

AER-ordningen betyder, at landets arbejdsgivere får lønudgifter for elever refunderet, når eleverne går på skole. Fra 2006 til og med 2009 har danske landmænd modtaget i alt omkring 530 millioner kroner fra AER. Samtidig er de sluppet med en samlet indbetaling på cirka 144 millioner kroner.

Mange af de elever, som har udløst refusion, er udlændinge. Mange af dem har blot fået en halv uddannelse i Danmark.

Danske landmænd har fået refunderet cirka 70 millioner kroner for 1.561 udenlandske elever, som har gået på seks danske landbrugsskoler i perioden 2006 til og med 2008. I samme periode fik 62 udlændinge et uddannelsesbevis.