En 20-årig landbrugselev har fået efterbetalt 33.000 kroner for manglende betaling for overarbejde, da eleven passede køer hos en landmand i Nordjylland. Arkivfoto

Nordjysk kvægbonde snød elev for 33.000 kroner

Ung, kvindelig landbrugselev knoklede mange timer i stalden hos landmand, der snød hende for betaling for overarbejde. Eleven har fået efterbetalt godt 33.000 kroner efter faglig sag.

20-årige Tina Tjell har fået efterbetalt godt 33.000 kroner. Det skyldes, at hun blev snydt for løn og feriepenge for overarbejde, mens hun var landbrugselev hos landmand Johnny Hansen, som har gården Lilholt nær Hjørring.

Arbejdsgiveren har betalt beløbet efter et forlig med 3F, der havde rejst en faglig sag på vegne af den unge kvinde.

- Elever skal ikke arbejde så meget som vores medlem Tina har gjort. Det er helt grotesk og må slet ikke foregå. Tina er blevet brugt som decideret billig arbejdskraft, siger Brian Andersen, faglig sekretær hos 3F Midtvendsyssel.

Malkede tre gange i døgnet

Tina Tjell begyndte i juni 2010 som elev hos landmand Johnny Hansen. Hun fortæller, at hun passede kalve i de første tre måneder af sin læretid hos ham. Derefter bestod hendes arbejde i at passe malkerobotter.

3F'eren fortæller, at hun sommetider var på arbejde tre gange i døgnet, når robotterne malkede gårdens mere end 400 køer. Dagens første vagt begyndte klokken 04.15, mens dagens sidste kunne slutte klokken 22.30, beretter Tina Tjell.

- Det var hårdt arbejde. Når vi havde vagt i weekenderne, lavede vi stort set ikke andet end at arbejde, spise og sove. Nogle gange var vi så trætte, at vi gik i seng uden at spise, siger hun.

Landmand: Betaling med goder

Glad for ny elevplads

Som elev skulle Tina Tjell af og til stå til rådighed døgnet rundt og være klar til at handle i tilfælde af, at robot-alarmen på gården hylede. Det kunne for eksempel ske, hvis en pattekop var røget af, eller en malkerobot var gået i stykker.
I februar 2011 valgte hun at stoppe hos landmand Johnny Hansen.
- Det er jeg glad for. Jeg er nu elev på en gård i nærheden af Brønderslev, hvor jeg er meget tilfreds med at være, siger Tina Tjell.

Landmand Johnny Hansen føler sig dårligt behandlet i den konkrete sag. Han oplyser, at elevens overarbejde blev betalt med goder ifølge en mundtlig aftale.

- Jeg havde fordelspakker til elever på 70.000 kroner før skat. Men jeg har taget alle goder væk fra elever i dag. Nu kører det fuldstændig efter tariffen. Det er der rigtig mange elever, der er kede af, siger Johnny Hansen.

Hvad er det for goder?

- Det kan jeg ikke udtale mig om. Det er sådan nogle, som er gode for eleverne. Der er nogle skattemæssige fordele, siger han og gør opmærksom på, at hans elever nu kun arbejder 37 timer om ugen.


Sidst ændret: 15. Juli 2011 11:19

Fakta

Landmand: Elevers hænder er en gave
Mælkeproducent Johnny Hansen og hans driftsleder Jesper har beskrevet forholdene på gården Lilholt nær Hjørring i forbindelse med en kvægkongres i 2011. Om elever skrev de bl.a.:
”Jesper har fire elever til at hjælpe sig. Man har på Lilholt valgt elever for at have flere hænder til at hjælpe, så man kan være foran.”
”Angående mandetimer er vores elever et omdrejningspunkt. De mange hænder er en gave og giver megen fleksibilitet.
Men de skal til stadighed passes og plejes, da vi ellers får for lidt for pengene. Det er vores kvægbrugsleder Jesper en dygtig fyr til – via forskellige systemer får han eleverne til at præstere maksimalt.”
Landmandens motto er: "Gå gladere hjem, end da du kom!"
Du kan se arbejdsgiverens indlæg på kvægkongressen her.