Tom Stenderup blev fyret efter 25 år hos Arriva. Få måneder forinden havde selskabet lovet ham, at han ikke skulle frygte for sit job. Foto: Harry Nielsen
Af Mikkel Secher, mikkel.secher@3f.dk
- Jeg måtte køre ind til siden. Jeg stortudede. Det kunne ikke passe, fortæller 61-årige Tom Stenderup fra Ringe på Midtfyn.
Efter 25 år som chauffør for Arriva Person- og Handicaptransport valgte regionschefen at fyre ham over telefonen. Opkaldet varede mindre end ét minut og koster nu Arriva 75.000 kroner.
Fyringen, der faldt i oktober 2010, kom som et chok for Tom Stenderup. Få måneder forinden havde han fejret sit 25 års jubilæum. Her takkede selvsamme regionschef for Tom Stenderups loyalitet og gav udtryk for, at han ikke skulle frygte for sit job.
Fyringen fik 3F Odense Transport til at stille krav om godtgørelse, da man ikke bare uden videre kan opsige medarbejdere med så lang ansættelse.
I første omgang ville Arriva slet ikke betale. Men under mæglingsmødet med Arriva opdagede 3F, at Tom Stenderup over de seneste 14 måneder var blevet snydt for omkring 2,5 times løn dagligt. Og så fik piben en anden lyd.
- Desværre blev vi alt for sent opmærksomme på den manglende løn. Så vi ender med at indgå et forlig på 75.000 kroner, fortæller faglig sekretær John Noach.
Tom Stenderup var ikke selv klar over, at han i perioden havde fået for lidt i løn.
- Jeg var bare glad for, at jeg kunne beholde mit arbejde, indtil jeg ville på efterløn. Men jeg føler mig da rigtig uretfærdigt behandlet.
Arriva har ikke ønsket at kommentere sagen over for Fagbladet 3F, da de ikke udtaler sig om konkrete personsager.
Tom Stenderup blev fyret efter 25 år hos Arriva. Få måneder forinden havde selskabet lovet ham, at han ikke skulle frygte for sit job.
Lagt på: 29. April 2011 00:06
Sidst ændret: 06. Maj 2011 09:45