Efter 241 dage får den lovlige blokade på Nørrehus i Brønderslev nu en ende. Dan Sandberg har solgt bygningen til nye ejere, der vil følge overenskomsten. Foto: Harry Nielsen.
Af Jesper Nilsson, Fagbladet 3F, jesper.nilsson@3f.dk
Byggematadoren Dan Sandberg har måttet sande, at han har tabt kampen mod såvel uret som kreditorerne. I nederlagets stund har han nu solgt den omstridte ejendom Nørrehus i Brønderslev.
Ejendommen har været centrum for en 241 dage lang blokade. En lovlige blokade, der var iværksat mod social dumping af 3F og de andre nordjyske fagforeninger inden for byggefagene.
Salget sker efter, at det i slutningen af 2010 kom frem, at Dan Sandberg som følge af byggeriet var truet af milliongæld. Nykredit fik blandt andet fogedrettens ord for, at de havde ret til lejeindtægter fra flere af Sandbergs ejendomme. Senere ville ejendommene blive sat på tvangsauktion.
- Men det bliver ikke aktuelt, da vi har fået vores penge, siger Gert Gandrup, der er advokat for Nykredit i det nordjyske.
Nørrehus er blevet solgt til Vodskov Ejendomsinvest ApS. De overtog ejendommen 15. februar i år.
- Der skal gøres en del, inden vi starter renoveringen af ejendommen omkring den 1. marts. Blandt andet skal etageadskillelserne fjernes, fordi de ikke opfylder lovens krav, siger Niels Jørgen Kjærsgaard, der er blandt de fire stiftere i investeringsselskabet.
Han ønsker ikke at oplyse prisen på ejendommen, eller hvad renoveringen vil koste. Han oplyser dog, at det vil vare 12-14 måneder, før der igen kan komme liv i den historiske bygning.
I den nye ejerkreds findes Kjærsgaard & Simonsen ApS og Inter Byg ApS, der skal gennemføre den omfattende renovering. Begge selskaber er medlem af Dansk Byggeri, og arbejdet kommer til at foregå lige efter overenskomsten.
- Vi har nået alle målene for blokaden. Vi har stoppet den ulige konkurrence fra underbetalt udenlandsk arbejdskraft. De to nye selskaber på byggepladsen kender vi godt, og vi har givet hinanden håndslag på, at anden halvleg af byggeriet foregår på gode danske vilkår, siger faglig sekretær John Andersen fra 3F Aalborg.
Dan Sandberg ønsker ikke at udtale sig til Nyhedsbrevet 3F.
Lagt på: 22. Februar 2011 00:06
Sidst ændret: 22. Februar 2011 10:48