Rejsende i morgentrafikken måtte kigge langt efter busserne torsdag morgen. Busserne står sammen med blandt andet skraldebiler og havnekraner stille flere steder i landet.

Transportfolk har sat sig på røven

Busser står stille, og havne- og skraldefolk strejker flere steder i landet. Årsag: vrede over aflivning af efterløn, halvering af dagpenge og regning for lovpligtig uddannelse.

”Flere af Movias busser kører ikke i dag”.

Sådan lød det torsdag morgen hos Movia, der står for busdrift på Sjælland. Samme melding kommer hos NT i Nordjylland.

Årsagen er en omfattende strejke, der har stoppet busserne i en række byer. Også skraldemænd og havnearbejdere strejker flere steder. Det skyldes især stor vrede over en række af de indgreb, regeringen står bag.

Nej til regning på 5.000

Her strejker de:

  • Havnearbejderne i Århus, København, Fredericia og Esbjerg har nedlagt arbejdet eller holder faglige møder.
  • De fleste busser holder stille i Nordjylland, Esbjerg og store dele af Sjælland og Storkøbenhavn. Der er fagligt møde i Fredericia.
  • Skraldemændene hos R98 i Storkøbenhavn har nedlagt arbejdet.
  • Ritzau oplyser, at der strejkes blandt forskellige faggrupper i Københavns Lufthavne.
  • Ritzau oplyser, at postbudene i Valby og i Kastrup har nedlagt arbejdet

Flere udtalelser peger på, at det er planen om at aflive efterlønnen, der har fået bægeret til at flyde over. Men også halveringen af perioden med dagpenge, dyrere uddannelse og mindre fradrag for kontingent til fagforening har skabt vrede.

Og så protesterer chaufførerne også over det, de betragter som en rudekuvert, der kun rammer chauffører:

En regning på 5.100 kroner til hver enkelt. Den kommer, fordi chauffører selv skal betale for ny lovpligtig efteruddannelse.

Opfordrer til at genoptage arbejdet

Strejkerne sker i strid med overenskomsterne. Og der bliver ikke udbetalt strejkestøtte. Men aktionen kommer ikke bag på Jan Villadsen, der er formand for 3F's Transportgruppe.

- Det har rumlet i et stykke tid. Og rygterne om en strejke tog til i denne uge. Jeg har sjældent oplevet så stor vrede hos så mange medlemmer, så jeg er ikke overrasket. Men jeg kan kun opfordre chauffører og andre strejkende til at vende tilbage til jobbet, siger han.

Jan Villadsen peger på, at 3F har gjort alt for at fjerne de ekstra regninger fra transportområdet. Både når det gælder de forringelser, der har ramt uddannelserne, og betalingen for tvungen uddannelse. Men regering og arbejdsgivere har ikke været lydhøre.


Lagt på: 03. Februar 2011 08:16

Sidst ændret: 04. Februar 2011 13:42

Fakta

Ifølge udtalelser og løbesedler er der flere grunde til dagens strejker på transportområdet. Blandt andet:

Afskaffelse af efterlønnen, halvering af dagpengeperioden til to år og en regning til hver enkelt chauffør på cirka 5.000 kroner for en ny lovpligtig efteruddannelse, som arbejdsgiverne ikke vil betale.