- Det er fantastisk at opleve, at vores samarbejde giver sig udslag i bedre arbejdsmiljø og en stærkere organisering, fortæller Jens Bonne, tillidsmand på Royal Unibrew i Faxe. han har i en årrække samarbejde med bryggeriarbejdere på koncernens bryggeri i Litauen. Foto: Peter Rasmussen
Af Peter Rasmussen
Det internationale solidaritetsarbejde skal styrkes nedefra.
Det var konklusionen, da 75 aktive 3F'ere mødtes til konference om 3F's internationale arbejde forrige weekend.
- Jeg er glad for at se det stærke engagement i 3F's internationale arbejde – i afdelinger, landsklubber og på arbejdspladserne. Det skal vi fastholde og udbygge, sagde 3F's næstformand og nye leder af det internationale arbejde, Johnny Skovengaard, da han indledte konferencen.
Han lagde vægt på, at den internationale indsats er en nødvendighed for at kunne bekæmpe social dumping, både i Danmark og udlandet og forbedre vilkårene for kolleger i den tredje verden.
Deltagerne blev blandt andet enige om at udvikle nye strategier på områder som udflytning af arbejdspladser, løsarbejdere og ikke mindst social dumping, både i Danmark og udlandet:
- Hvis ikke vi tager hånd om den udfordring, der ligger i social dumping, handler det ikke bare om fagbevægelsens fremtid, men om Danmarks fremtid som velfærdssamfund, mente Jørgen Erik Kozak Nielsen, formand for 3F Midtlolland.
Han opfordrede til, at dansk fagbevægelse skruer op for indsatsen i Baltikum og Polen i den kommende tid.
Deltagerne kom fra arbejdspladser og afdelinger over hele landet. Jens Bonne har som tillidsmand på Royal Unibrew i Faxe i flere år samarbejdet med kolleger på koncernens bryggeri i Litauen.
- Det er fantastisk at opleve, at vores samarbejde giver sig udslag i bedre arbejdsmiljø og en stærkere organisering. Deres entusiasme er det hele værd. Samtidig er solidariteten et konkret værn mod udflytning og social dumping i Danmark. Jo bedre forhold de har, desto stærkere står vi herhjemme, siger Jens Bonne.
Undervejs diskuterede de 75 fagligt aktive projekterne i Asien, Palæstina, Latinamerika, Afrika og Østeuropa. Der blev sat fokus på det konkrete samarbejde med kolleger i ulandene og oplysning i Danmark.
- Jeg synes det er utrolig flot, at så mange har ville bruge en weekend på at styrke vores internationale solidaritetsarbejde. Det viser, at der er stor opbakning, og det lover rigtig godt for det fremtidige arbejde. Den lokale forankring er et vigtigt fundament for vores arbejde, siger Bjarne Harder Larsen, leder af 3F Solidaritet og Udviklingsbistand.
En lang række lokale klubber, arbejdspladser, afdelinger og 3F-regioner samarbejder direkte med deres kolleger i de lande, hvor forbundet har projekter. Det er målet at mindst 500 græsrødder skal være aktive i 3F's internationale arbejde.
- Det er os ude på arbejdspladserne, der skal tage vores kolleger i hånden og udbrede det internationale arbejde i skurene, bilerne og på arbejdspladserne. Det er sådan vi får indsatsen forankret, sagde Michael Skov, der er tillidsmand i Post Danmark.
Lagt på: 31. Januar 2011 14:05
Sidst ændret: 31. Januar 2011 14:26
Fakta |
|
Solidaritet i 3F
Mange faglige klubber og 3F-afdelinger er aktive i forbundets internationale solidaritetsarbejde. |