Det er langt ude i hampen, at danske chauffører får en regning for lovpligtig uddannelse. Det mener SF's EU-politiker Emilie Turunen. Hun har bragt sagen for EU-kommissionen.
Af Hans Christian Graversen, Fagbladet 3F, graversen@3f.dk
Krav fra EU har sendt Europas chauffører på skolebænken. Her står den på tvungen efteruddannelse i blandt andet sikker kørsel og kørsel, der sparer brændstof.
Men i Danmark skal hver enkelt af landets 76.000 chauffører selv betale op til 5.000 kroner for den lovpligtige efteruddannelse.
Den kurs vækker undren i Europaparlamentet. Her er SF's Emilie Turunen faret i frontspejlet på EU-kommissionen med en række spørgsmål om sagen.
Emilie Turunen kalder det "helt ude i hampen", at danske chauffører selv skal betale, når EU og dansk lov kræver, at de skal efteruddannes hvert femte år.
Hun har spurgt EU-kommissionen, om det var meningen, at chaufførerne skulle stå tilbage med regningen, da EU vedtog direktivet om uddannelse.
Emilie Turunen vil også vide, om andre lande har indført de samme EU-krav til uddannelse. Og om chauffører i for eksempel Bulgarien og Polen også risikerer at miste jobbet, hvis de ikke tager ekstra uddannelse.
Medlemmer af Europaparlamentet har ret til at stille spørgsmål til EU-kommissionen. Den har op til seks uger til at svare.
Men i Danmark har landets 76.000 chauffører allerede fået et par svar.
Venstre, De konservative og Transportminister Hans Christian Schmidt (V) afviser, at chaufførerne skal have hjælp med regningen. S og SF vil have en løsning, der fritager chauffører for betaling. De to partier har kaldt transportministeren i samråd i Folketinget om sagen.
Lagt på: 29. September 2010 00:06
Sidst ændret: 29. September 2010 11:50
Fakta |
|
Rudekuvert til chauffører
|