En bedstemor er lykken, når der er dømt lukkedag i børnehaven. Næste år får bedstemødre i otte kommuner mere at se til. Foto: Colorbox

Flere lukkedage på vej

Flere børnefamilier vil havne i problemer med pasning, viser 3F-undersøgelse.

Servicen i vuggestuer og børnehaver bliver også ringere næste år. Otte kommuner har planer om flere lukkedage i 2011. Kun to vil gå den modsatte vej. Det viser en ny undersøgelse, som 3F har foretaget i samarbejde med Analyseinstituttet Voxmeter.

Andre undersøgelser viser, at antallet af lukkedage allerede stiger i antal og flere steder udvikler sig til lukkeuger.

Slut med at gøre ingenting

- Bare ordet lukkedag skurrer i mine ører, siger Jane Korczak.

- Vi skal være flere i job. Vi skal have et fleksibelt arbejdsmarked, hvor vi stort set kan arbejde døgnet rundt. Det står ikke lysende klart, hvordan det passer sammen med færre åbningstimer i institutionerne.

Det er heller ikke blevet billigere at få børnene passet, påpeger 3F's næstformand. Så politikerne skal nok ikke forvente, at forældre fortsat vil sidde med armene over kors og gøre ingenting.

Flere taler familiernes sag

Langt de fleste adspurgte kommuner fastholder det nuværende niveauet. Samme tendens, som da 3F spurgte sidste år. Men fem procent af kommunerne dengang regnede med færre lukkedage. Mod kun to procent i år.

3F er ikke ene om at tale børnefamiliernes sag i kampen mod lukkedage og kortere åbningstider. HK Handel og Dansk Erhverv har tidligere bedt om et møde med kommunerne. Ifølge Dansk Erhverv har især ansatte i detailhandel og inden for hotel og restauration store problemer med pasning.

I lighed med at Udkantsdanmark har fået eget parti, frygter 3F's næstformand Jane Korczak, at situationen for børnefamilierne efterhånden er så alvorlig, at der kan opstå et "børneparti".

- Det vil ikke undre mig, hvis også forældre vil gribe til en sådan løsning. I afmagt over, at det bliver stadig sværere at få et liv med job og børn til at hænge sammen.


Lagt på: 09. September 2010 00:06

Sidst ændret: 09. September 2010 11:30

Fakta

Lukkeplaner Fire kommuner i Region Sjælland har yderligere lukkeplaner. Tre i Region Hovedstaden og en enkelt i Region Midtjylland.

Ingen af de kommuner i Region Syddanmark og Region Nordjylland, der er med i undersøgelsen, varsler flere lukkedage.