Fagforbundet vil ikke bringe annonce fra Dansk Folkeparti, selvom det var FOA's eget reklamebureau, der pressede på for at få annoncen.
Irene Stelling, Newspaq
Der er grænser for, hvad fagforbundet FOA vil bringe i sit medlemsblad. Også selvom forbundet selv har bedt om det.
Onsdag aften kom det frem, at FOA har nægtet at bringe en annonce fra Dansk Folkeparti, fordi budskabet er, at "indvandringen fra ikke-vestligt orienterede lande skal standses".
Nu viser det sig, at FOA's reklamebureau, der sælger annoncer til FOA's medlemsblad, flere gange har henvendt sig til DF for at få dem til at indrykke en annonce i bladet.
"FOA's reklamebureau ringede en række gange i forsommeren og spurgte, om vi ville købe en annonce. Til sidst besluttede jeg mig for at købe en side. Det skulle være i september op til årsmødet, og så lavede vi en annonce specielt til FOA," siger DF's pressechef, Søren Søndergaard, til Newspaq.
Han er målløs over, at FOA ikke vil bringe den i sit medlemsblad.
"Vi har ikke ønsket at provokere nogen. Vi kan godt lave annoncer med burkaer og moskeer, som vi ved vil få nogle op af stolen. Denne annonce anså jeg for at være helt harmløs," siger Søren Søndergaard.
I FOA afviste man annoncen, fordi den sender et forkert budskab til forbundets 7.000-8.000 medlemmer fra ikke-vestlige lande.
Chefen for FOA Medier, Gitte Heiberg, mener ikke, at det er underligt, at annoncebureauet har kontaktet DF.
"Det er hårde annoncemæssige tider, så selvfølgelig ringer vores annoncebureau til alle tænkelige annoncører. Desuden har vi ingen forbudt-liste," siger hun til Newspaq.
Dansk Folkeparti overvejer nu at bruge annoncer i andre medier.
"Nu har vi jo lavet den, og vi synes, at den er god, så vi kunne godt finde på at bringe den andre steder," siger Søren Søndergaard.
FOA vil ikke afvise, at en anden DF-annonce en dag kan optræde i medlemsbladet.
"Hvis Søren Søndergaard har lyst til at forsøge sig igen, så skal han være velkommen," siger Gitte Heiberg.
Lagt på: 09. September 2010 13:41
Sidst ændret: 09. September 2010 13:41