" />

FOA nægter at bringe DF-annonce

Fagforbundet vil ikke bringe annonce, hvor Dansk Folkeparti opfordrer til, at "indvandringen fra ikke-vestligt orienterede lande standses'.

Der er grænser for, hvad Fagforbundet FOA vil bringe i deres medlemsblad.

FOA nægter nemlig at bringe en annonce fra Dansk Folkeparti, skriver bt.dk.

Budskabet på annoncen lyder sådan her:

"Således er kontrol med indvandringen en helt afgørende forudsætning for Danmarks velfærd i fremtiden. Derfor bør indvandringen fra ikke-vestligt orienterede lande standses".

Men den udmelding skal forbundets mange medlemmer altså ikke kunne læse i bladet, siger chef for FOA Medier, Gitte Heiberg.

"Det er ikke sådan, at vi ikke vil have annoncer fra politiske partier. Men det er det, at man går målrettet efter indvandrere fra ikke-vestlige lande. Vi har 7-8.000 i vores forbund, som kommer fra ikke-vestlige lande, og dem ønsker vi ikke at bidrage til at få lagt for had på deres arbejdspladser," siger hun ifølge bt.dk.

I Dansk Folkeparti kalder pressechefen afvisningen for "noget guddommeligt pjat".

"Jeg kan egentlig ikke se, at den kan ramme nogen. De sigter til, at de har medlemmer af udenlandsk herkomst, og det er jo ikke sådan, at vi skriver, at nogen er væmmelige. Der er et politisk budskab," siger DF's pressechef, Søren Søndergaard til netavisen.

FOA siger, at de forbeholder sig ret til at afvise annoncer, som direkte strider mod bladets interesser.

"I denne annonce synes vi simpelthen, at der er en modstrid, og derfor kan vi ikke bringe den," siger Gitte Heiberg.

Selvom Søren Søndergaard er ærgerlig over forbundets beslutning, regner han ikke med, at partiet vil gøre mere ved sagen.


Lagt på: 08. September 2010 20:46

Sidst ændret: 08. September 2010 20:46