Stor virksomhed bruger sprøjtegift

Syge arbejdere får nu de to fødevaregiganter til at genoverveje samarbejdet med dansk virksomhed i Malaysia.

En stor dansk virksomhed bruger livsfarlig sprøjtegift, som gør medarbejderne syge.

Giftstoffet paraquat kan i selv meget små doser ødelægge lungerne, men bruges alligevel af den danskkontrollerede plantagevirksomhed United Plantations i Malaysia. Det skriver Politiken.

Politiken har talt med arbejdere i Malaysia, der siger, at de lider af udslæt, åndedrætsbesvær og negle, som bliver røde og går i opløsning. Alle symptomer på forgiftning.

Arbejderne fortæller også om manglende lægehjælp, samt at det udleverede beskyttelsesudstyr er for tungt at bære i Malaysias ulideligt fugtige varme. Men United Plantations' danske direktør, Carl Bek-Nielsen, ønsker ikke at udtale sig til Politiken.

Paraquat har i en årrække været forbudt i EU.

Den danskkontrollerede virksomhed i Malaysia ejer store områder med palmetræer, hvis frugter anvendes til at fremstille palmeolie. Noget af olien ender hos fødevaregiganter som Nestlé, Kraft, Mars og Arla, der bruger den i kendte produkter som Mars-Bar, Toblerone og Arlas pizzaost.

Både Kraft og Arla kræver nu en forklaring og vil revurdere, om de fortsat vil bruge denne palmeolie.


Lagt på: 08. September 2010 06:37

Sidst ændret: 08. September 2010 06:37