Sidste års pilotprojekt udvides markant, når 6.000 3F'ere får tilbudt sundhedstjek. Foto: Uffe Weng.

Sundhedstjek til 6.000 3F'ere

11 millioner fra Forebyggelsesfonden sikrer helbredstjek til 3F'ere på 60 arbejdspladser.

Om sundhedstjekket

Et sundhedstjek består af en bus med sygeplejersker fra Danske Lægers Sundheds Service, som besøger 3F-arbejdspladser.

Når den kommer på besøg, så udfylder medarbejderen først et papir med oplysninger om sit helbred. Derefter bliver han målt og vejet og får resultaterne i hånden med det samme. Til sidst kan man tage en snak med sygeplejersken om, hvad man kan gøre for at blive sundere. Det hele tager 15-20 minutter.

Der er godt nyt for buschauffører, rengøringsassistenter og ansatte i industrien, som gerne vil have styr på deres helbred.

Forebyggelsesfonden har nemlig givet 3F godt 11 millioner kroner til at fortsætte de succesfulde sundhedstjek. De løb første gang af stablen sidste år.

Pengene giver 6.000 3F'ere mulighed for at blive vejet, få målt blodtryk og få sig en snak med en sygeplejerske om, hvordan man kan leve sundere.

Fokus på arbejdsmiljø

Den nye bevilling glæder forbundsformand Poul Erik Skov Christensen:

- Siden den seneste kongres i 2007 har vi sat fokus på den store ulighed i sundhed, som i høj grad rammer vores medlemmer. Det er rigtigt godt, at vi nu kan fortsætte dette arbejder med fornyet styrke, siger Poul Erik Skov Christensen.

Ud over selve sundhedstjekket bliver der som en del af projektet ansat to konsulenter. De skal hjælpe arbejdspladserne med at få styr på arbejdsmiljøet.

- Sundhed og arbejdsmiljø hænger tæt sammen. Så når vi alligevel kommer ud på arbejdspladserne, er det helt oplagt også at tage hånd om, at arbejdsmiljøet er i orden, siger Poul Erik Skov Christensen.

Fem millioner fra 3F

I 2009 deltog 650 3F'ere fra ti virksomheder i København og Aalborg i et pilotprojekt om sundhedstjek. Det viste blandt andet, at næsten tre ud af 10 har forhøjet taljemål. Fire ud af 10 dyrker sjældent eller aldrig motion. Og tre ud af 10 har forhøjet kolesteroltal.

Sundhedstjekket kører de kommende tre år. Ud over de 11 millioner fra Forebyggelsesfonden bidrager 3F selv med knap fem millioner kroner.


Lagt på: 04. September 2010 07:00

Sidst ændret: 03. September 2010 11:52

Fakta

Aftaler i hus med 16 virksomheder I alt 60 3F-arbejdspladser skal deltage i sundhedstjekket. Der er allerede indgået aftaler med disse 16:

Foods Bislev Mejeri

Postarbejderne Posthuset Aars

Vesthimmerlands og Slagelse Kommunes rengøringspersonale

AVV I/S (renovationsarbejdere)

Forsvarets bygnings- og etablissementstjeneste, Hjørring

Nyfrost Hirtshals A/S

Arriva Djursland

Sapa Profiler A/S

Thorfisk

Transportarbejdere Århus Lufthavn

De Forenede Dampvaskerier Maribo

DVD Norden A/S

Ditobus A/S

Skørringe Turistbusser I/S

Arriva Scandinavia Næstved