- Det er et område, vi bør kigge nærmere på, siger 3F's formand om de mange deltidsansatte Arkivfoto.

103.000 danskere kan ikke få fuldtidsjob

103.000 arbejder på deltid, fordi de ikke kan få fuldtidsarbejde, viser nye tal. Det er en stor uudnyttet reserve af arbejdskraft, siger 3F's forbundsformand.

103.000 danskere arbejder på deltid, fordi de ikke kan få et fuldtidsjob. Det viser nye tal fra Danmarks Statistik i dag. 3F har beregnet, at det gælder 26.000 mænd og 77.000 kvinder.


Antallet af deltidsansatte sætter rekord med 712.000 personer. De fleste arbejder på deltid, enten fordi de kombinerer deltid med uddannelse eller af familiemæssige årsager. Det sidste gælder især kvinder. Men 13 procent af kvinderne og 15 procent af mændene ønsker ikke deltid. De er på deltid, fordi de ikke kan få et arbejde på fuld tid.

Stor reserve

- Her ligger en stor reserve af arbejdskraft, som ikke bliver brugt i dag. Det er folk, som er i arbejde, men ikke kan arbejde så meget, som de egentlig gerne vil, siger 3F's forbundsformand Poul Erik Skov Christensen.

- I forhold til Socialdemokraternes og SF's plan "Fair løsning" har vi jo sagt ja til at gå ind i en trepartsforhandling om, hvordan man kan øge arbejdstiden. Det her er er klart et af de områder, hvor der er noget at hente, og som vi bør kigge på, siger 3F-formanden.

40 procent af de deltidsansatte er ufaglærte, der som højeste uddannelse har deres folkeskole. Den andel er vokset fra 35 procent i 2008. Også andelen af faglærte, som er på deltid, er vokset. Til gengæld er andelen af højtuddannede på deltid den samme, nemlig lige under 20 procent.


Lagt på: 02. September 2010 10:55

Sidst ændret: 02. September 2010 12:54

Fakta

Så mange procent af de ansatte er på deltid Kommuner: 38 procent
Regioner: 34 procent
Staten: 22 procent
Privat: 23 procent

Kilde: Danmarks Statistik.