Er landets kommuner lidt for ivrige efter at sende sygedagpengemodtagere i aktivering? Det vil politikerne gerne have svar på.
Irene Stelling, Newspaq
Flår kommunerne langtidssygemeldte op af sygesengene for at sende dem i aktivering på grund af kassetænkning?
Det vil partierne bag sygefraværsaftalen gerne vide og sætter derfor allerede til efteråret gang i en evaluering af kommunernes indsats.
"Vi skylder både de sygemeldte og kommunerne at se på, om vi ramte helt rigtigt, da vi indgik aftalen for knap to år siden. Vi har derfor i forligskredsen besluttet, at vi fremrykker en del af evalueringen af indsatsen, så vi allerede her i efteråret ser på, om indsatsen for sygemeldte virker efter hensigten," siger beskæftigelsesminister Inger Støjberg (V).
Blandt partierne bag forliget - Venstre, Konservative, Dansk Folkeparti, Det Radikale Venstre og Liberal Alliance - er der mistanke om, at der er kommuner, hvor indsatsen for sygemeldte bunder i kassetænkning.
Kommunerne får nemlig en langt større del af sygedagpengene refunderet af staten, hvis de sender de syge i aktivering, end hvis de ikke gør.
"Det er ikke meningen, at der skal være sygemeldte, som føler sig jaget. Målet med sygefraværsindsatsen er at fastholde sygemeldtes fokus på at komme tilbage til arbejdsmarkedet, og det er kommunernes opgave aktivt at hjælpe med det," siger Inger Støjberg.
Hun vil også sende en guide ud til kommunerne, så de bliver informeret om de regler og muligheder, der gælder i indsatsen for at hjælpe sygemeldte tilbage i job.
Knap 270.000 danskere var sidste år langtidssyge og modtog sygedagpenge fra det offentlige.
Langtidssyge danskere, der ikke kan passe jobbet, kostede i 2009 samfundet knap 15 milliarder kroner.
Regeringen mål er at reducere sygefraværet med 20 procent frem mod 2015.
Lagt på: 02. September 2010 15:44
Sidst ændret: 02. September 2010 15:44