Ansatte på jobcentre bliver syge af stress

Arbejdstilsynet kritiserer landets jobcentre for at have dårligt arbejdsmiljø. Den ansvarlige politiker beder jobcentrene selv tage affære.

Medarbejderne på landets jobcentre er hårdt ramt af stress.

For mens de kæmper med at finde beskæftigelse til de arbejdsløse, der strømmer ind af døren, vokser papirbunkerne på skrivebordene med himmelfart.

Det skriver Politiken på baggrund af den rapport fra Arbejdstilsynet, hvori kritikken hagler ned over landets jobcentre for at have et dårligt arbejdsmiljø.

Arbejdstilsynet kritiserer især det høje arbejdspres, der gør medarbejderne syge af stress, og giver knap halvdelen af de besøgte jobcentre - ni ud af 22 - en sur smiley. Værst står det til på Gribskov Jobcenter i Nordsjælland, hvor de ansatte må arbejde gratis for at nå igennem papirbunkerne.

Men Erik Nielsen (S), der er formand for arbejdsmarkedsudvalget i Kommunernes Landsforening og politisk ansvarlig for jobcentrene, har mest travlt med at ryste på hovedet af Arbejdstilsynets vurdering.

Men han erkender, at der problemer visse steder, og opfordrer jobcentrene til at tage affære og skabe bedre arbejdsmiljø.

"Jobcentrene er udsat for et voldsomt pres i øjeblikket. Det skyldes for det første, at der kommer flere ledige. Men det skyldes også de meget problematiske regler, de ansatte har med at gøre. De kan medføre situationer, hvor det næsten ikke er til at overskue, hvad gør vi nu med vedkommende her," siger Erik Nielsen til Politiken.


Lagt på: 02. September 2010 07:04

Sidst ændret: 02. September 2010 07:04