Færre satspuljemidler kan gå hårdt ud over kampen mod menneskehandel. Arkvifoto: Scanpix.
Af Karin Ravn, Fagbladet 3F, karin.ravn@3f.dk
Til nytår udløber regeringens fireårige plan mod menneskehandel. Men hvordan indsatsen vil se ud fra 2011 er meget usikkert. Derfor vil Line Barfod (Enhl.) have kampen mod menneskehandlere - og hjælp til deres ofre - gjort til en fast post på finansloven.
- Desværre er menneskehandel ikke noget midlertidigt, siger hun.
I dag finansieres handlingsplanen af de såkaldte satspuljemidler. Det samme gør driften af Center mod Menneskehandel (CMC), der koordinerer indsatsen. Men i år er der cirka 400 millioner færre kroner i kassen end tidligere.
- Det i sig selv kan jo skabe frygt for, hvor mange penge der vil blive sat af til indsatsen mod menneskehandel, siger Line Barfod.
Line Barfod frygter også, at historien er ved at gentage sig fra sidste gang, der blev lavet handlingsplan.
- Her nåede vi hen mod jul, og det er noget rod. Folk bliver sagt op, fordi man ikke ved, hvad der skal ske.
I Center mod Menneskehandel er det eneste sikre lige nu, at centret kan "leve" videre i første kvartal 2011. Det er der nemlig sat 5,6 millioner kroner af til i det nye forslag til finanslov.
- Vi befinder os i ingenmandsland, siger Vibeke Lendorf, leder af Reden International.
Reden er et af de steder, der får opgaver og midler via CMC til at hjælpe ofrene for menneskehandel.
Politikerne har bedt om først at se evalueringen af handlingsplanen, før de beslutter sig for, hvad der skal ske i fremtiden.
Denne evaluering skulle ifølge Nyhedsbrevets oplysninger være på vej.
Satspuljen forhandles normalt engang i oktober. Først derefter kan arbejdet med en ny handlingsplan gå i gang.
Lagt på: 27. August 2010 09:24
Sidst ændret: 27. August 2010 11:44
Fakta |
|
Satspuljen
|