Dalum Landbrugsskole har indgået en række lukrative aftaler med jobagenten Peder Top omkring afdelingen i Korinth på Sydfyn. Undervisningsministeriet gransker lige nu aftalerne. Arkivfoto.

Fynsk landbrugsskole forgylder jobagent

Eksperter dumper lukrative kontrakter, som statsstøttet landbrugsskole har indgået med omstridt jobagent på Sydfyn.

Billig husleje, skattekroner, EU-støtte og offentligt tilskud for flere hundredetusinde kroner. Pengene vil strømme ned i lommen på den omstridte jobagent Peder Top, hvis hans og Dalum Landbrugsskoles samarbejde får lov at fortsætte som planlagt.

Flere fagfolk vurderer, at den statsstøttede skole på Fyn har indgået kontrakter, som er påfaldende lukrative for jobagenten.

Favorable aftaler

Dalum Landbrugsskole forpagter 17 hektarer jord ud til Peder Top for 51.900 kroner om året. Men ifølge Undervisningsministeriet kan jorden udløse EU-støtte for mere end det dobbelte – i alt knap 111.000 kroner.

Prisen for forpagtningen på 3.000 kroner per hektar om året bliver vurderet til at ligge på et "rimeligt lavt niveau" af den fagmand, som skolen selv har hyret til at fastsætte afgiften, Michael Lønbæk:

- Jeg har ikke set jorden og vil nødigt sætte en pris på den. Men den gennemsnitlige pris ligger normalt på 4.000 til 4.500 kroner per hektar, siger Michael Lønbæk, planteavlskonsulent hos firmaet Centrovice.

Stort kontor til spotpris

Skolen udlejer også et kontorlokale på 90 kvadratmeter til Peder Top. Prisen er 200 kroner per kvadratmeter per år. Skolens ledelse har flere gange oplyst over for Undervisningsministeriet, at huslejen er fastsat efter vurdering fra EDC Faaborg.

Men ifølge medejer af EDC Faaborg Claus Perregaard har firmaet ikke vurderet prisen på leje af et kontor på landbrugsskolen i Korinth:

- Vi kender intet til, at EDC Faaborg skulle have vurderet prisniveauet. Men 200 kroner per kvadratmeter per år lyder ikke af forfærdeligt meget. Herinde i byen kommer prisen nemt op på 800 kroner per kvadratmeter, siger han.

Skole: God aftale for begge parter

Dalum Landbrugsskole har allerede betalt 47.343 kroner til jobagent Peder Top for "vagter og servicering af elever" på afdelingen i Korinth på Sydfyn.

Formanden for landbrugsskolens bestyrelse, Jens Jacobsen, ved ikke, hvad "servicering af elever" dækker over. Men han er meget tilfreds med skolens aftaler med Peder Top:

- Jeg synes, der er tale om gode aftaler for begge parter. Skolen kan minimere tabet på skolens landbrug. Og jeg tror, at Peder Top kan få en god forretning ud af det. Jeg har ingen problemer med at se Undervisningsministeriet i øjnene i denne sag, siger Jens Jacobsen.

Undervisningsministeriet gransker lige nu aftalerne.

Nyhedsbrevet 3F ville gerne have haft en kommentar fra Peder Top. Han ønskede imidtertid ikke at kommentere sagen.


Lagt på: 24. August 2010 00:06

Sidst ændret: 24. August 2010 11:20

Dokumenter

  • Læs om aftalerne her

Fakta

Parløb mellem landbrugsskole og jobagent Peder Top står bag formidlingsbureauet Landbrugets Jobservice, som blandt andet har tjent penge på at formidle hundredvis af udlændinge til dansk landbrug.

Agentens firma har i flere år haft kontor på Dalum Landbrugsskoles afdeling i Korinth på Sydfyn. Nu er Peder Top flyttet ind i forstanderboligen, har forpagtet skolens landbrug og købt dens kvæg, foder og maskiner.

Firmaet har formidlet elever fra blandt andet Ukraine, Rumænien og Brasilien.

Dalum Landbrugsskole har blandt andet fået statsstøtte for elever fra Ukraine, Rumænien og Brasilien. Skolens afdeling i Korinth er kendt for at huse mange udlændinge.

Nyhedsbrevet 3F har flere gange afsløret, at bureauet har formidlet underbetalte, udenlandske elever til danske landmænd.

Peder Top kom i flere mediers søgelys, da han ved årsskiftet lokkede landmænd med muligheden for at score en jackpot på 50.000 offentlige kroner, hvis de tog en elev i praktik. Nu søger han selv om lov til at få to elever.