23-årige Line Platz Ulriksen har fået godt 65.000 kroner, som hun blev snydt for i løntillæg af Favrskov Kommune. Foto: privat.
Af Morten Halskov, Fagbladet 3F, morten.halskov@3f.dk
23-årige Line Platz Ulriksen har fået godt 65.000 kroner i efterbetaling. Det skyldes, at hun blev snydt for løntillæg, mens hun gjorde rent om aftenen og natten for Favrskov Kommune. 3F'eren har fået pengene, efter hendes fagforening rejste krav mod den midtjyske kommune.
- Kommunen har en leder, som ikke vil eller ikke kan finde ud af at indberette de korrekte arbejdstider, så medarbejderen kan få sin fulde løn. Det er simpelthen for dårligt, siger Gunhild Bjerre, faglig konsulent hos 3F Søhøjlandet.
Line Platz Ulriksen gjorde rent på deltid i Børnehaven Krudtuglen og Institution Gården i Hammel. Hun arbejdede om aftenen eller natten, når børnene og det øvrige personale havde forladt børnehaven og fritidsordningen. Men gennem 20 måneder blev hun snydt for et aftentillæg på knap 25 kroner i timen, som hun havde krav på ifølge de kommunale overenskomster.
- Jeg havde ikke forventet at blive snydt af en kommune. Jeg forventede, at det offentlige havde styr på lønnen, siger Line Platz Ulriksen.
3F Søhøjlandet opdagede snyderiet, da den unge rengøringsassistent kontaktede afdelingen, fordi hun følte sig mobbet af chefen. I de sidste par måneder var den unge 3F'er sygemeldt på grund af arbejdsmiljøet.
Lederen af Børnehaven Krudtuglen og Institution Gården, Jonna Madsen, afviser, at hun har behandlet sin tidligere medarbejder dårligt:
- Hun har haft det som blommen i et æg. Hun var ansat til at gøre rent om morgenen, men fik lov til at gøre det om aftenen. Jeg er rigtig ked af, at vi ikke fik lavet en aftale om tillæg. Men det er bragt i orden nu, siger hun.
Line Platz Ulriksen arbejder ikke længere som rengøringsassistent. I stedet er hun nu i gang med at uddanne sig til kosmetolog.
Lagt på: 17. August 2010 06:00
Sidst ændret: 17. August 2010 11:54