Selvom piloterne havde nået den alder, hvor de kan gå på pension, så er det aldersdiskrimination, når fyringer sker i den aldersgruppe. Foto: Colourbox

Aldersfyringer koster flyselskaber millioner

Fyring af piloter har kostet flyselskaber over ni millioner kroner i erstatning, fordi de er blevet aldersdiskrimineret, fastslår Ligebehandlingsnævnet.

Foreløbig 11 piloter har indtil nu fået godtgørelser på samlet over ni millioner kroner fra flyselskaber, fordi Ligebehandlingsnævnet har givet dem medhold i, at de er fyret på grund af alder og dermed har været udsat for aldersdiskrimination.

Ligebehandlingsnævnet har i nævnets første halvandet år afgjort 18 sager om aldersdiskrimination, hvoraf 11 altså handler om piloter. De har typisk fået et beløb i godtgørelse, der svarer til ni måneders løn.

Piloterne er fyret, fordi deres arbejdsgiver havde for mange ansatte. Reduktionerne i staben skete ved at afskedige de ældste.

"Klager er således blevet afskediget fra sit arbejde, alene fordi han havde opnået den overenskomstaftalte pensionsberettigende alder. Det er Ligebehandlingsnævnets vurdering, at klager herved er blevet udsat for indirekte forskelsbehandling på grund af alder," lyder afgørelsen.

Bevidste om klageadgang

De seneste par afgørelser om piloter er faldet i sommer, men Ligebehandlingsnævnets formand, landsdommer Tuk Bagger, siger, at det er tilfældigt, at så mange af de første sager, nævnet har behandlet, stammer fra flyselskaber.

- Der findes ingen specielle regler, der beskytter piloter. De er bare blevet bevidste om, at de kan klage til os, siger Tuk Bagger.

Han understreger, at der ikke kun kan ske aldersdiskrimination blandt ældre, men også blandt unge. Her har nævnet ikke haft nogen sager endnu.

- Mange kender måske endnu ikke muligheden for at klage til Ligebehandlingsnævnet. Det er nyt, at der findes et administrativt organ som os, der tager sig af klager over forskelsbehandling på grund af blandt andet alder, siger Tuk Bagger.

Det er gratis at klage til Ligebehandlingsnævnet.

Godtgørelse til ansøger

Ikke kun fyrede kan få en godtgørelse på grund af aldersdiskrimination. En 53-årig mand er tilkendt 25.000 kr. fra et firma, hvor han søgte job. Han fik afslag med henvisning til, at han aldersmæssigt faldt uden for virksomhedens målgruppe.

- Det er i strid med forskelsbehandlingsloven, fastslår Ligebehandlingsnævnet.



Lagt på: 12. August 2010 07:00

Sidst ændret: 12. August 2010 12:02

Fakta

Det kan der klages over Hvis du oplever forskelsbehandling, kan du klage til Ligebehandlingsnævnet.

Ligebehandlingsnævnet behandler klager over forskelsbehandling og diskrimination inden for arbejdsmarkedet på grund af:


  • Køn

  • Hudfarve

  • Religion eller tro

  • Politisk anskuelse

  • Seksuel orientering

  • Alder

  • Handicap

  • Nationalitet

  • Social oprindelse

  • Etnicitet


Ligebehandlingsnævnet.