Journalister og mediefolk er blevet torteret og myrdet siden statskuppet i Honduras Foto: Privat

Et år efter kuppet: Drab og undertrykkelse i Honduras

3F opfordrer til øget pres på Honduras, hvor politisk aktive og kritiske journalister forfølges og myrdes.

Den 28. juni var det et-årsdagen for statskuppet i Honduras, men intet tyder på, at landet er på vej mod reelle demokratiske tilstande.

Siden den konservative Porfirio Lobos blev indsat i januar i år, er undertrykkelsen af regeringens politiske modstandere steget, ifølge flere opgørelser. Alene i år er ni journalister er blevet myrdet. Desuden rammes politisk og fagligt aktive, ikke mindst fra den nationale modstandsbevægelse mod kuppet, af overfald og drab.

Menneskeretsorganisation COFADEH har opgjort over 700 anmeldelser for krænkelser af menneskerettighederne siden indsættelsen af præsident Lobo.

Præsident ud af isolation

Præsident Lobo er alligevel ved at komme ind i varmen på den internationale scene efter diplomatisk isolation i de første måneder. Blandt andet var han i maj med til at underskrive en associeringsaftale med EU i Madrid, ligesom EU har genoprettet de diplomatiske forbindelser med landet. Men problemerne med menneskerettighederne i landet fortsætter.

- Desværre er den interne situation i Honduras er ikke blevet bedre her et år efter statskuppet – tværtimod. 3F's samarbejdspartnere i landet oplever samme forfølgelse med trusler og overgreb som tidligere, siger Jesper Nielsen, international rådgiver i 3F.

Højesteret i Honduras bliver fra flere sider kritiseret for at bremse sager mod højtstående kriminelle og afskedige dommere, der var aktive modstandere af det statskup, som Højesteret selv spillede en meget aktiv rolle i.

- Manglen på ytringsfrihed, retssikkerhed og menneskerettigheder skyldes det manglende opgør med kupmagerne. Mange af dem sidder med stor magt og indflydelse. De beskyttes af den generelle amnesti for politiske forbrydelser i forbindelse med kuppet som landets kongres vedtog dagen før Lobo blev indsat, vurderer Jesper Nielsen.

3F: Stil krav

Den afsatte præsident, Manuel Zelaya, lever stadig i eksil i Den Dominikanske Republik. Den officielle begrundelse for kuppet var beskyldningen om, at Zelaya overtrådte grundloven ved at afholde en vejledende afstemning om en ny forfatning. Præsidenten var dog især i modvind i landets ledende kredse på grund af sit brud med regeringens hidtidige nyliberale politik.

3F håber, at Danmark og EU kan lægge pres på Honduras' regering for at sikre menneskerettighederne og beskytte demokratiets forkæmpere.

- Udviklingsbistanden til Honduras bør ikke genoptages uden betingelser om retssikkerhed, opklaring af forbrydelserne og beskyttelse af rettighedsforkæmperne. Der er stort behov for fortsat dansk støtte til civilsamfundets arbejde for demokrati og menneskerettigheder, siger Jesper Nielsen.

Porfiro Lobo nedsatte i maj en Sandheds- og Forsoningskommissionen med det officielle formål er at afklare hvad der skete op til, under og efter det kup, der fjernede Manuel Zelaya fra magten. Otte lande tilsluttede sig derefter USA's normalisering af forholdet til landet.

Menneskeretsorganisationerne i Honduras har dog ikke tillid til Lobos kommission og har i stedet nedsat en alternativ sandhedskommission.


Sidst ændret: 30. Juni 2010 14:50