Dalum Landbrugsskole på Fyn lejer femværelses lejlighed ud til agent til spotpris, mener ministerium og mægler.

Slagtilbud hos fynsk landbrugsskole

Dalum Landbrugsskole på Fyn lejer femværelses lejlighed ud til agent til spotpris, mener ministerium og mægler.

En femværelses lejlighed inklusive forbrug i idylliske Korinth på Sydfyn for 3.500 kroner om måneden.

Sådan lyder slagtilbuddet hos Dalum Landbrugsskole, som lejer en forstanderbolig ud til den omstridte jobagent Peder Top. Derudover har parterne aftalt, at agenten forpagter skolens jord og staldbygninger samt køber kvæg, foder og maskiner for knap 890.000 kroner.

Undervisningsministeriet er meget betænkelig ved aftalerne, viser breve til skolen, som Nyhedsbrevet 3F har fået aktindsigt i:

”Ministeriet gør opmærksom på, at kontraktudkastene efter ministeriets foreløbige opfattelse synes at være særdeles gunstige for lejer/forpagter på skolens bekostning,” skriver chefkonsulent Michael Østergaard.


Ekspert: Det er ikke dagsprisen

Peder Tops firma har i flere år tjent penge på at hente hundredvis af udenlandske landbrugselever til Danmark fra sit kontor på Dalum Landbrugsskole. Samtidig har Dalum Landbrugsskole fået adskillige millioner i statstilskud for udenlandske elever.

En lokal ekspert mener ikke, at Peder Top betaler markedsprisen, når han kan leje skolens forstanderbolig for 3.500 kroner - inklusive vand, varme, el og garage:

- Det er ikke dagsprisen, han giver. Den ligger ikke under cirka 5.000 kroner om måneden inklusive forbrug, siger Claus Jørgen Lopdrup, statsautoriseret ejendomsmægler og valuar hos Home i Faaborg.

Han undrer sig over, at huslejen tilsyneladende ikke skal stige i løbet af aftalens 15-årige løbetid. Det er heller ikke normalt, at kontrakterne skal være uopsigelige i 15 år, mener Claus Jørgen Lopdrup.

- Lejer er stillet forholdsvis godt i de her aftaler, siger han.


Skole: Fair pris

Agent Peder Top bekræfter, at han er flyttet ind i forstanderboligen. Men han ønsker ikke at kommentere huslejen:

- Jeg har ikke lyst til at udtale mig om private forhold. Det, mener jeg ikke, kommer andre ved.

Hos Dalum Landbrugsskole mener forstander Jørgen P. Jensen, at boligen ikke er attraktiv.

Synes du, at prisen er fair?

- Det kan man altid diskutere. Det er et skøn. Men det ligger på det niveau, siger Jørgen P. Jensen.

Skolen venter på en endelig vurdering fra Undervisningsministeriet.




Lagt på: 27. Juni 2010 00:06

Sidst ændret: 28. Juni 2010 10:18

Dokumenter

  • Her kan du læse om forstanderboligen

Fakta

Parløb mellem landbrugsskole og Peder Top • Peder Top står bag formidlingsbureauet Landbrugets Jobservice, som blandt andet har tjent penge på at formidle hundredvis af udlændinge til dansk landbrug.

• Agentens firma har i flere år haft kontor på Dalum Landbrugsskoles afdeling i Korinth på Sydfyn. Nu er Peder Top flyttet ind i forstanderboligen, har forpagtet skolens landbrug og købt dens kvæg, foder og maskiner.

• Firmaet har formidlet elever fra blandt andet Ukraine, Rumænien og Brasilien.

• Dalum Landbrugsskole har blandt andet fået statsstøtte for elever fra Ukraine, Rumænien og Brasilien. Skolens afdeling i Korinth er kendt for at huse mange udlændinge.

• Nyhedsbrevet 3F afslørede i 2006, at bureauet formidlede underbetalte udenlandske elever til danske landmænd.

• Peder Top kom i flere mediers søgelys, da han ved årsskiftet lokkede landmænd med muligheden for at score en jackpot på 50.000 offentlige kroner, hvis de tog en elev i praktik - gerne en udenlandsk elev.