Hos 3F er man bekymret over, at næsten 40 procent af virksomhederne har indgået korte uddannelsesaftaler, der ikke dækker en hel uddannelse. Foto: Harry Nielsen
Af Torben Kragh, Fagbladet 3F, torben.kragh@3f.dk
Den ekstraordinære præmie på 50.000 kroner for at oprette en praktikplads virker i byggeriet.
Det viser en undersøgelse, som arbejdsgiverorganisationen Dansk Byggeri netop har foretaget blandt virksomheder, der har lavet uddannelsesaftaler, siden præmien blev indført i november 2009.
To tredjedele af de adspurgte arbejdsgivere svarer, at de kun har ansat en lærling, fordi der fulgte en bonus med.
- Praktikpladspræmien har som forventet haft en effekt. Økonomiske incitamenter virker - også over for virksomhederne. 50.000 kroner er så stort et beløb, at det kan mærkes, siger Louise Pihl, afdelingschef i Dansk Byggeri.
Og i 3F er man principielt enige i at belønne virksomheder, der ansætter lærlinge - og i øvrigt økonomisk straffe dem, der ikke gør.
- Men der er sket en eksplosion i antallet af korte uddannelsesaftaler, hvor aftalen ikke dækker et helt uddannelsesforløb, men for eksempel kun en praktikperiode og en skoleperiode, siger Steen Boesen, uddannelseskonsulent i Byggegruppen i 3F.
- Man kan derfor frygte, at arbejdsgiverne spekulerer i at lave korte aftaler og hente præmie flere gange inden for den periode, en hel uddannelse varer. Derfor bør der være sammenhæng mellem aftalens længde og præmiens størrelse, mener han.
Louise Pihl tror ikke, at arbejdsgiverne spekulerer i at udnytte ordningen ved at lave korte aftaler.
- Men når den værste krise er overstået, handler det ikke blot om at få unge ud i virksomhederne, men også om at sikre, at de færdiggør deres uddannelse. Derfor er der fornuft i, at der bliver sammenhæng mellem længde og præmie, siger hun.
Dansk Byggeris undersøgelse viser, at næsten 40 procent af virksomhederne har indgået korte aftaler.
Det er ikke mindst inden for murer- og tømrerfagene, at der er oprettet flere praktikpladser i årets første fire måneder i forhold til samme periode i fjor. Der er dog fortsat katastrofal mangel på praktikpladser.
Lagt på: 16. Juni 2010 11:55
Sidst ændret: 16. Juni 2010 12:33
Fakta |
|
Praktikpladspræmien
Ordningen giver op til 50.000 kroner i kontant bonus til arbejdsgivere for at indgå en uddannelsesaftale. Pengene udbetales ratevis, således at virksomheden modtager et løntilskud i aftalens første tre måneder på 6.000 kroner månedligt. Herefter får virksomheden 16.000 kroner efter de første fire måneder og igen efter syv måneder. Ordningen er midlertidig og finansieres via AER, Arbejdsgivernes Elevrefusion. Den er budgetteret til at koste omkring en milliard kroner i 2010. |