Hos Coops lager i Albertslund har de ansatte for alvor taget motionsfodbolden til sig. Her har 57 ansatte sagt ja til i 25 uger at lægge ben til projekt "Sundt Lager", som blandt andet byder på fodbold en gang om ugen. FOTO: Joachim Rode

Fodbold hjælper på forhøjet blodtryk

Fodbold er verdens sundeste motionsform, bedre end løb og fitness. Det viser forskning, som ligefrem anbefaler fodbold til behandling af forhøjet blodtryk.

Når læderbolden sparkes hen over græsset er det ikke bare sjovt og sundt - det er vanvittig sundt. Det afslører forskning fra Københavns universitet, som blandt andet er støttet af 3F. Den viser, at fodbold er sundere end både løb og styrketræning, fordi jagten på bolden gør, at man løber længere, i flere intervaller og med højere puls.

Og faktisk kan fodbold anbefales som en del af behandlingen af forhøjet blodtryk. Et forskningsforsøg med ikke aktive mænd med forhøjet blodtryk viste, at kun tre måneders fodbold to gange om ugen giver markant lavere blodtryk, hvilepuls og fedtprocent.

- Vores undersøgelse viser, at fodbold er en alsidig og intens motionsform, som kan bruges til behandling af forhøjet blodtryk, men derudover mindsker den også risikoen for hjerte-kar-sygdomme, fordi kondital, hjertefunktion og kolesteroltal forbedres, siger Peter Krustrup, som er lektor på Institut for Idræt ved Københavns Universitet.

Fodbold på jobbet

Ifølge Peter Krustrup er motionsfodbold på arbejdspladsen en oplagt mulighed. Det vil være en enestående ramme for samværet med kollegerne, fordi det forener sjov, sammenhold og sundhed på arbejdspladsen.

- Fodbold appellerer til en bred gruppe af mennesker, og på den måde kan man rekruttere alt fra manden på gulvet til direktøren, siger han.

Coop bruger bolden

Og det er lige præcis, hvad man har gjort på Coops lager i Albertslund. Her har 57 ansatte sagt ja til i 25 uger at lægge krop og især ben til projekt "Sundt Lager". Siden 7. april har de hver onsdag spillet fodbold uden for lageret i Albertslund.

Både arbejdsmiljøchefen og truckførerne spiller med, og der er plads til alle på banen. Idéen er nemlig at få sundere medarbejdere. Inden projektet deltog alle spillere i et sundhedstjek, hvor vægt, blodtryk, blodsukker og kondital blev målt, og efter de 25 uger skal alle tjekkes igen.

- Kan vi i projektet skabe sundere medarbejdere samtidig med, at de senere selv fortsætter med fodbolden, har det været en succes, siger Peter Sand, som er træner for holdene på Coops lager.


Lagt på: 10. Juni 2010 12:30

Sidst ændret: 10. Juni 2010 12:56

Fakta

Forskning - Fodbold som medicin: - Regelmæssig fodbold gennem hele livet gør, at ældre mænd har ligeså god balance og muskelfunktion som yngre utrænede mænd.

- Spillerne på fodboldhold udvikler fælles vi-historier i højere grad end løbegrupper og skaber mere socialt samvær.

- Fodboldtræning kan anbefales som en del af behandlingen af forhøjet blodtryk og er bedre end de almindelige råd om sund og aktiv livsstil.