Postchaufførerne på Sjælland og Fyn har genoptaget arbejdet efter at have strejket i et døgn.

Poststrejke blev kort

Strejkende chauffører har genoptaget arbejdet. Dermed genoptages deres lønforhandlinger også.

Postchaufførerne på Sjælland og Fyn har genoptaget arbejdet efter at have strejket i et døgn. Dermed vil udbringningen af post være helt normal om et par dage, oplyser Post Danmark.

I 3F er man glad for, at chaufførerne er tilbage på jobbet.

- De har genoptaget arbejdet, så der igen kan komme gang i lønforhandlingerne. Og det er vigtigt, da der også er andre grupper af postarbejdere, der skal forhandle, siger Bent Gerster, faglig sekretær i 3F Lager, Post og Service i København.

Nej til én krone

Chaufførerne nedlagde arbejdet i protest mod ledelsens udspil til en lønaftale.

Ifølge fællestillidsrepræsentant i Post Danmark Transport Jan Ringsted er chaufførerne blevet tilbudt en krone mere i timen. De har til gengæld krævet, at lønnen følger med priserne.

Skal det krav opfyldes, skal chaufførerne have mere end to kroner ekstra pr. time. I årets fem første måneder er priserne steget godt to procent.

Ikke alle i strejke

Strejken omfattede chauffører i København, Brøndby, Ringsted og Odense.

Kun overenskomstansatte chauffører deltog i arbejdsnedlæggelsen, mens de tidligere tjenestemænd blev og passede deres arbejde. De er ansat på særlige vilkår og er ikke omfattet af lønforhandlingerne, oplyser Bent Gerster.

Lønforhandlingerne mellem Post Danmark og chaufførernes tillidsfolk genoptages efter planen torsdag.


Lagt på: 10. Juni 2010 10:30

Sidst ændret: 10. Juni 2010 11:46