Københavns Politi oplever oftere, at thai-kvinderne på massageklinikkerne har danske pas og CPR-numre. Arkivfoto
Af: Kristian Jessen. Nyhedsbrevet 3F. kristian.jessen@3f.dk
Når politiet laver razziaer på thai-klinikkerne rundt om i landet, er det ofte danskgifte thai-kvinder, der åbner døren.
Det fortæller Rene Hansen, der er leder af den særlige efterforskningsgruppe i Københavns Politi, som har til opgave at bekæmpe kvindehandel.
- Vi oplever oftere, at thai-kvinderne på massageklinikkerne har danske pas og CPR-numre. Om de stadig er gift eller er blevet skilt og derefter har fået opholdstilladelse, skal jeg ikke kunne sige, men der er i hvert fald flere, der har dansk opholdstilladelse og statsborgerskab, siger Rene Hansen til Nyhedsbrevet 3F.
Men det kommer ikke bag på den thailandske kulturformidler og socialarbejder i Københavns Kommune Niracha Andersen.
- Flere af de thai-kvinder, jeg møder i miljøet, er ganske enkelt blevet truet af manden til at prostituere sig. De truer thai-kvinden med skilsmisse og dermed også udvisning, hvis kvinden ikke gør, som han siger, siger hun til Nyhedsbrevet 3F.
Ifølge Niracha Andersen finder kvinden sig i det, fordi de også har en forpligtelse til at sende penge hjem til familien i Thailand. Derfor vil de ikke risikere en udvisning.
- Det forventes, at kvinden sender penge hjem til familien. Derfor finder hun sig i meget for at sikre familien i hjemlandet, siger Niracha Andersen.
Men nogle gange bliver børnene også brugt som gidsler.
- Jeg har desværre haft nogle sager, hvor den danske mand har begået seksuelle overgreb mod konens datter og truet både børn og kone med at sende en skilsmisseerklæring til Udlændingeservice, hvis hun gik til myndighederne med sagen, fortæller Niracha Andersen.
Og den slags historier kender de også hos Reden International, der arbejder for at stoppe kvindehandel.
- Ja, det er ikke kun i thai-miljøet, at det foregår. Vi ser også sager, hvor manden har tvunget kvinden til prostitution. Og desværre må vi også nikke genkendende til misbrug af kvindens børn af pædofile danske mænd. For en pædofil mand er det jo kun en fordel, at hans kone har børn, siger leder af Reden International Vibeke Lenskjold.
Men hvorfor finder kvinderne sig i det?
- Først og fremmest er der jo en del kvinder, der bare søger lykken. Og mange af dem kommer jo ikke hertil på grund af kærlighed til den danske mand, de har fundet på en bar i Pattaya. Det er i bund og grund et fattigdomsproblem. Mange kvinder gør alt for at komme væk fra fattigdommen, og så finder de sig i meget. Lige fra vold til misbrug - og desværre også pædofili, siger Vibeke Lenskjold til Nyhedsbrevet 3F.
Lagt på: 09. Juni 2010 10:00
Sidst ændret: 09. Juni 2010 16:07