I Norge tør de godt sammenligne forskelligartede job. Og en afgørelse pålægger nu en norsk kommune at hæve en kvindelig SFO-leders løn.

Norsk ligelønssag vækker opsigt

I Norge er en kommune blevet pålagt at give en kvindelig SFO-leder samme løn som en teknisk leder. De har arbejde af samme værdi, fastslås det.

En netop afgjort ligelønssag i Norge vækker opsigt ud over landets grænser.

En norsk kommune, Frederikstad, er blevet pålagt at give en kvindelig leder for en skolefritidsordning 2.000 kroner mere i løn om måneden. Hendes krav var, at hun skulle op på niveau med arbejdsledere i kommunens park- og vejafdeling. Hun har arbejde af samme værdi som dem, lød hendes argument.

Og det har hun fået medhold i. Hendes lavere løn er i strid med ligestillingsloven, lyder afgørelsen fra det norske ligestillings- og diskrimineringsnævn.



En interessant sag

I 3F ser formanden for den offentlige gruppe, Ellen K. Lykkegård, misundelsesværdigt på afgørelsen:

- Det er en rigtig interessant sag. Og bemærkelsesværdigt, at man i et af vores nabolande godt kan finde ud af at sammenligne arbejde af samme værdi, siger Ellen K. Lykkegård.

Eller som advokat og ph.d. i ligelønsret, Byrial Bjørst, siger:

- Det er nu endnu en gang slået fast, at man sagtens kan sammenligne æbler og pærer, for det er frugt begge dele.

- Og dét er vigtigt, for herhjemme bliver det gentagne gange hævdet, at det ikke kan lade sig gøre. Og det er et standpunkt, som arbejdsgivere og beskæftigelsesministeren står for. De prøver så vidt muligt at ignorere begrebet arbejde af samme værdi, siger Byrial Bjørst.



Holde gang i debatten

Lønkommissionen i Danmark har i sin rapport opgivet at vurdere, om forskellige faggrupper udfører arbejde med samme værdi. Det bunder i, at medlemmerne af kommissionen ikke var enige.

De nøjedes med at påpege, at der "tegner sig en tendens til", at grupper, der arbejder inden for det tekniske område, og som har overvægt af mænd, aflønnes højere end grupper, der arbejder med omsorg, og som har overvægt af kvinder.






Lagt på: 08. Juni 2010 11:20

Sidst ændret: 08. Juni 2010 12:59

Dokumenter

  • Den norske afgørelse

Fakta

Den norske afgørelse siger blandt andet: "Ved vurderingen af, om arbejdet har samme værdi, har Nævnet taget hensyn til, at et væsentligt formål med ligelønsbestemmelsen og arbejdsvurderingen er at opgradere kvindeerhverv. Det indebærer også, at effektivitetshensyn tilsiger, at ansvar for mennesker - og i dette tilfælde børn - tillægges samme vægt som ansvar for materielle værdier. Der henvises i den sammenhæng til arbejdsvurderingsudvalget indstilling, hvor det er fremhævet, at dette er vigtigt for at sikre, at systemet måler ansvar på en kønsneutral måde. På grundlag af en helhedsvurdering af de nævnte forhold, finder Nævnets flertal, at arbejdet som SFO-leder har samme værdi som arbejdsleder i afdelingen Park, vej, vand og afløb i Frederikstad Kommune."


Den danske og norske ligelønslov

Den danske ligelønslov hviler på et EU-direktiv. Men hverken den danske lov eller EU-reglerne giver en retlig definition af begreberne samme arbejde eller arbejde, der tillægges samme værdi.

I den danske ligelønslov står blot:

"Enhver arbejdsgiver skal yde kvinder og mænd lige løn, herunder lige lønvilkår, for samme arbejde eller for arbejde, der tillægges samme værdi. Bedømmelsen af arbejdets værdi skal ske ud fra en helhedsvurdering af relevante kvalifikationer og andre relevante faktorer. "

Den norske ligelønslov har mere præcise formuleringer om arbejde af samme værdi:

"Retten til lik lønn for samme arbeid eller arbeid av lik verdi gjelder uavhengig av om arbeidene tilhører ulike fag eller om lønnen reguleres i ulike tariffavtaler. Om arbeidene er av lik verdi avgjøres etter en helhetsvurdering der det legges vekt på den kompetanse som er nødvendig for å utføre arbeidet og andre relevante faktorer, som for eksempel anstrengelse, ansvar og arbeidsforhold."

Kilde: Retsinformation og Norsk lovdata