- Nu kan jeg bidrage til husholdningen hjemme, og får ligesom lidt af den løn, jeg ville have haft, hvis jeg arbejdede, siger Inger Marie Jusjong.
Foto: Henrik Bjerregrav

Inger bed sig fast og fik 1,6 millioner

I 17 år har Inger Marie Jusjong været slidt i stykker. Men den 54-årige førtidspensionist ville ikke give op og har nu fået cirka 1,6 millioner kroner i erstatning.

17 år med konstante smerter i nakke, skuldre og hoved skulle der gå, før Inger Marie Jusjong fik sin erstatning. Selv har hun aldrig været i tvivl om, at det var de 21 års arbejde som montrice, der sled hende i stykker. Et arbejde, hvor hun sad foroverbøjet med små elektriske dele, der skulle loddes på forstærkere i et højt tempo. Og hvor hun de sidste år kæmpede sig gennem arbejdsdagen på smertestillende piller. Men sådan så Arbejdsskadestyrelsen ikke på det.

Selv da Ankestyrelsen som højeste myndighed tilbage i 2007 gav Arbejdsskadestyrelsen besked om, at hendes nedslidning kunne anerkendes med lidt flere oplysninger, holdt Arbejdsskadestyrelsen fast i deres afvisning. Det var som at få en kold klud i ansigtet. Men Inger Marie Jusjong og 3F Horsens og Omegn bed sig fast, og Ankestyrelsen bankede Arbejdsskadestyrelsen på plads. Så nu har hun endelig som 54-årig førtidspensionist fået erstatning. Cirka 1,6 millioner, en del kontant og resten løbende.

- Det er bare så dejligt. Pengene betyder rigtig meget. Nu kan jeg bidrage til husholdningen hjemme, og får ligesom lidt af den løn, jeg ville have haft, hvis jeg arbejdede.

Oprindeligt troede hun ikke på erstatning. Men da hun så læste i Fagbladet 3F om erstatningen til en kollega, der havde lavet præcis det samme arbejde, øjnede hun håb.

I 3F Horsens og Omegn er glæden ikke mindre hos Kirsten Hoffmann, der har ført sagen.

- Selvom smerterne stadig er de samme, og pengene ikke opvejer det, hun ellers kunne have tjent i et arbejde, så er der ikke noget værre end uretfærdighed. Nu har Inger fået oprejsning.




Lagt på: 21. Maj 2010 00:06

Sidst ændret: 27. Juli 2010 14:11