Medarbejderne på Grundfos vandt faglig voldgift og skal have godt en femmer mere i timen fra 1. marts sidste år. Foto: Grundfos.

Ansatte på Grundfos får lønstigning med tilbagevirkende kraft

Medarbejderne på Grundfos vandt faglig voldgift og skal have godt en femmer mere i timen fra 1. marts sidste år. Også penge til dem, der blev fyret.

Cirka 2.000 nuværende og tidligere ansatte på Grundfos har udsigt til lidt ekstra feriepenge i år.

En faglig voldgift har sikret, at deres løn skal hæves med 5,24 kroner i timen med virkning fra 1. marts 2009.

- De mange kolleger, der blev fyret sidste år, får også del i pengene. Det er vi selvfølgelig rigtig glade for, siger Kitty Herholdt, der er fællestillidsrepræsentant.



Ledelse brød lønaftale

Når der forhandles løn på Grundfos, bruger man statistikken i regionen som udgangspunkt. Og da ledelse og tillidsfolk satte sig til at forhandle i foråret 2009, viste de tørre tal, at lønningerne i området i gennemsnit var steget knap seks kroner i timen. For det var generelt gået godt det foregående år.

I mellemtiden havde krisen ramt både Grundfos og de fleste andre danske virksomheder, og ledelsen mente derfor, at den gældende lønaftale kunne suspenderes.

Så i første omgang endte det med et rundt nul, men medarbejderne har nu fået voldgiftsrettens ord for, at ledelsen ikke havde ret til at ophæve lønaftalen.

- I alle de år, det er gået godt, har vi jo også måttet sige til kollegerne: I kan ikke få så meget, fordi vi følger statistikken, siger Kitty Herholdt.



Tre-årig lønaftale

Med udgangspunkt i voldgiften er der nu indgået en lønaftale, der dækker årene 2009-2011.

Foruden de 5,24 kroner, som alle får med tilbagevirkende kraft, vil der i gennemsnit blive givet 1,60 kroner ekstra fra 1. marts i år og 2,40 kroner til næste år. Det meste i form af kvalifikationstillæg.

- På grund af efterbetalingen har vi skruet ned for kravene. Og det har kollegerne fuld forståelse for, siger Kitty Herholdt.

Også ledelsen er efter omstændighederne tilfreds med aftalen.

- Det var afgørende for Grundfos, at vi kunne tage noget fra henholdsvis 2010 og 2011 og flytte over på 2009. Samlet giver det en lønstigning for de ufaglærte på 9,24 kroner i timen, svarende til 3,08 kroner pr. år, siger økonomidirektør Torben Ømark til Midtjyllands Avis.


Lagt på: 19. Maj 2010 12:10

Sidst ændret: 20. Maj 2010 09:18