Der er ingen hjælp at hente for skilsmissefædre, hvis de ikke er enige med moderen om afholdelse af barsels- og forældreorlov. Foto: Tina Enghoff.
Af Helene Olesen, Fagbladet 3F helene.olesen@3f.dk
Fædre øger deres barsel i sneglefart. Men der findes også fædre, ofte skilsmissefædre, der gerne vil tage barsel med deres barn. Men som reelt bliver forhindret i det.
Når barnets mor ønsker den fulde barsel, er lovgivningen nemlig sådan indrettet, at hun reelt kan tage al lønnet barsel- og eller forældreorlov. Uanset farens ønsker.
Sådan lyder det fra Foreningen Far til Støtte for Børn og Forældre, der jævnligt oplever henvendelser fra skilsmissefædre, der gerne vil tage barselsorlov.
- Statsforvaltningerne har nu siden 2007 taget udgangspunkt i, at begge forældre har forældremyndigheden over barnet. Og at for eksempel transport til og fra bopælsforælderen deles med kirurgisk nøjagtighed. Men når det kommer til barselsspørgsmålet, oplever vi en klar træghed i systemet, siger Lars Hansen, pressetalsmand i Foreningen Far til Støtte for Børn og Forældre.
- Emnet bliver ofte negligeret, fædrene føler sig ikke forståede, så mange vælger at give op her. Dermed må de ufrivilligt afgive al barsels- og forældreorlov til moren, siger Lars Hansen.
Den tendens gør også, at overenskomstmæssige barselsrettigheder reelt bliver udhulede, når der er uenighed med moren.
De offentlige overenskomster har for eksempel siden 2008 øremærket seks ugers orlov til far.
- Staten bør dels overholde egne regler, dels blive langt bedre til at oplyse om mulighederne med barsel, siger Lars Hansen.
En øremærket rettighed til faren via lovgivningen vil løse problemet.
- ”Familierne finder selv ud af det”, siger man. Og ja, det gør de da også nogle af stederne. Men i de situationer, hvor de ikke gør, ville det altså være rart med en lovgivning, som gik ud og forbedrede tilstandene, siger Lars Hansen.
Lagt på: 29. April 2010 09:54
Sidst ændret: 29. April 2010 10:58