- Jeg er slidt op som 30-årig og har brug for revalidering. Kommunen skal hjælpe, men de virker mere som en modstander, siger Michael Poulsen. Foto: Heidi Lundsgaard

Enlig far på sygedagpenge svigtes

Faaborg-Midtfyn Kommune bryder loven og svigter 30-årig enlig far med dårlig ryg, der kom på sygedagpenge. 32 uger efter er hans sag ikke engang indledt. Han frygter at ryge ud af dagpengesystemet.

Tidligere stilladsarbejderformand Michael Poulsen er dybt frustreret over, at Faaborg-Midtfyn Kommune bryder loven og svigter ham. Hver gang han har været indkaldt til møde, har sagsbehandleren lagt sig syg.

- Der er intet sket i min sag i de 32 uger, der er gået, siden jeg kom på sygedagpenge i september 2009, fordi min ryg er slidt op af hårdt fysisk akkordarbejde, siger han.

Bryder loven

Kommunen har pligt til at indkalde til en samtale senest efter otte uger på sygedagpenge.

- Tre gange har de indkaldt mig til møde. Hver gang er det blevet aflyst på grund af sygdom. Næste møde er 24. maj. Med det tempo er jeg bange for, at jeg når at miste retten til sygedagpenge. Det sker om kun 18 uger. Så bliver det helt umuligt, siger han.

Økonomi i laser

Han er gået 40 procent ned i indtægt.

- Min økonomi hænger i laser, selvom jeg har skåret ind til benet. Jeg har 3.000 kroner til bleer, tøj og alt det andet om måneden, siger Michael, der er enlig far med ansvaret for Marcus og Lucas på tre og seks år.

Ifølge de lægelige papirer kan han ikke klare rygbelastende arbejde. Lægen anbefaler, at kommunen starter en revalidering. Han har været til en lang række undersøgelser og behandlinger, og det bliver ikke bedre.

Det største ønske

- Mit største ønske er at komme på revalidering og blive voksenlærling. Det kunne jeg have været i gang med for længst, hvis kommunen havde overholdt reglerne, siger Michael Poulsen, der telefonisk har klaget til kommunens leder af Sygedagpengegruppen Pia Gerdes.

- Det fik jeg intet ud af, siger han.

Meldt ud af 3F

Han har også tidligere været tillidsrepræsentant i stilladsbranchen. Det skærer ham i hjertet, at han ikke længere er medlem af 3F, der ellers kunne hjælpe ham.

- Jeg har simpelthen ikke råd. Men det er hårdt for en tidligere fagligt aktiv, siger han.

Slider på nerverne

Det slider på nervesystemet, at sidde i rækkehuset nogle kilometer uden for Odense uden at kende fremtiden. Han bliver vred og irriteret over småting.

- Jeg mangler en langtidsholdbar løsning for mit liv - især for børnenes skyld, siger han.


Lagt på: 22. April 2010 09:27

Sidst ændret: 22. April 2010 14:19

Fakta

Kommunen: Ikke godt nok I Faaborg-Midtfyn Kommunes Sygedagpengegruppe erkender gruppeleder Pia Gerdes, at 32 uger er alt for lang tid at vente, når reglerne siger otte uger.

Hvad vil I så gøre ved det?

- Jeg tør ikke love noget. Sagsbehandlingstiden skyldes for lidt bemanding. Vi kan jo ikke trylle, siger Pia Gerdes.

Kan du i det mindste love, at der sker noget i sagen, før Michael Poulsen mister sine sygedagpenge.

- Det vil jeg ikke svare på. Jeg vil slet ikke kommentere den konkrete sag, siger hun.

Jeg har lige mailet dig en fuldmagt fra Michael Poulsen, der giver dig lov til at udtale dig.

- Jamen, jeg vil ikke nødvendigvis kommentere sagen, selvom der er en fuldmagt, siger hun.

Vil du så undersøge sagen nærmere og så udtale dig?

- Ja, ring om to uger, slutter Pia Gerdes.