Alice Fuglsang er blevet tilkendt en erstatning på 85.225 kroner.

85.000 i erstatning for sexchikane

Alice Fuglsang blev sexchikaneret af sin chef. Sammen med 3F lagde hun sag an - og vandt.

- Trænger du til tissemand?

Sådan lød en af kommentarerne fra formanden på bostedet Klosterbo i Haderslev, hvor Alice Fuglsang arbejdede som bestyrer fra foråret 2006.

Nu har Alice Fuglsang, som fik en depression efter sexchikanen, fået rettens ord for, at formanden for bostedet chikanerede hende.

- Jeg har det rigtigt godt med, at jeg nu har dommerens ord for, at det ikke er mig, der bare er pjattet. Det er vigtigt for mig, at bestyrelsen er blevet dømt, siger Alice Fuglsang på 49 år.

Bemærkninger som "du har en dejlig røv", og "du må da trænge til en mand, når du lever alene", var en del af jobbet. Den daværende formand, Bent Jespersen, er nu dømt for at krænke sin medarbejders værdighed og skabe et ydmygende og ubehageligt arbejdsmiljø.

Dommen faldt i marts i retten i Sønderborg, hvor dommeren tilkendte Alice Fuglsang en erstatning på 85.225 kroner. Hun får 25.000 kroner for selve krænkelserne og 60.225 kroner for svie og smerte.

Depression og angst

På Klosterbo var formanden så grov over for Alice Fuglsang, at hun sammen med 3F stævnede ham og bestyrelsen for sexchikane. Inden da havde hun forsøgt at fortælle om det til et andet medlem af bestyrelsen, men derefter blev hun frosset ude og senere sygemeldt med depression og angstreaktion.

I dommen står det klart, at arbejdsgiveren har overtrådt loven om ligebehandling på grund af køn. Og at den psykiske belastning førte til sygemeldingen.

- Jeg synes stadig, de er sluppet billigt, men er glad for, at formanden blev dømt for sexchikanen, siger Hans Gehlert, faglig sekretær i 3F Vojens.

Alice Fuglsang har i dag fast job i den kantine, hvor hun var i arbejdsprøvning under sin sygdom.


Lagt på: 09. April 2010 00:06

Sidst ændret: 27. Juli 2010 14:12