Århus Kommune er dømt til at betale 210.000 kroner i sygedagpenge til en 59-årig kvinde, der i 22 år gjorde rent på kommunens skoler. Arkivfoto.

Snydt for sygedagpenge i ni år

Århus Kommune er nu to gange blevet dømt til at betale i alt omkring 210.000 kroner til kvinde, som blev snydt for sygedagpenge i årevis.

Ni år. Så længe har en 59-årig kvinde måttet vente, før hun nu får efterbetalt de sygedagpenge, som Århus Kommune ulovligt har holdt tilbage. Kvinden, der i 22 år gjorde rent på kommunens skoler, kan se frem til hen ved 135.000 kroner, efter at en dom fra Retten i Århus har givet hende og 3F medhold.

- Det er dybt kritisabelt, at kommune og ankenævn har bøjet loven med det ene formål at stoppe vores medlems sygedagpenge. Heldigvis får hun nu oprejsning og sin retmæssige betaling fra kommunen, siger Jane Korczak, næstformand i 3F.

Sagsbehandler: Sælg huset

I 2007 tilkendte samme byret kvinden omkring 75.000 kroner i manglende sygedagpenge, som Århus Kommune også havde snydt hende for i første omgang. I begge sager blev kommunens afgørelser godkendt af Beskæftigelsesankenævnet, men omstødt efter retssager rejst af 3F.

Rengøringsassistenten måtte i januar 2000 sygemelde sig på grund af en fremskreden, kronisk leddegigt. En specialist konkluderede i fire omgange, at hendes helbred ikke ville blive bedre. Århus Kommune forsømte at få afklaret kvindens evne til at arbejde. I stedet stoppede kommunen hendes sygedagpenge i februar 2001.

Sælg huset

Familien kom i pengenød.

- Sagsbehandleren sagde bare, at vi måtte sælge vores hus, hvis vi ikke kunne klare det. Kommunen har trukket sagen i langdrag, fordi den troede, vi ville give op. Jeg har fået en dårlig behandling af kommunen, siger 3F'eren, som ønsker at være anonym.

Det lykkedes familien at blive boende i huset. Det skete kun, fordi den tog et lån i huset, manden arbejdede ekstra, og kvinden blev tilkendt førtidspension halvandet år efter kommunens ulovlige sygedagpengestop.

Århus Kommune: Beklageligt

Århus Kommune tager dommen til efterretning, oplyser kommunens beskæftigelseschef Vibeke Jensen.

- Det er et beklageligt forløb. Vi retter ind og vil nu vurdere vores praksis, siger hun.

Beskæftigelsesankenævnet har også taget afgørelsen til efterretning.


Lagt på: 01. April 2010 07:00

Sidst ændret: 07. April 2010 11:11

Fakta

Laaangstrakt sag Januar 2000: Den kvindelige rengøringsassistent bliver sygemeldt på grund af fremskreden leddegigt.

Februar 2001: Århus Kommune stopper hendes sygedagpenge. Afgørelsen stadfæstes senere af det nævn, som nu hedder Beskæftigelsesankenævnet.

Maj 2002: Århus Kommune vil ikke forlænge perioden med sygedagpenge med 26 uger. Nævnet stadfæster senere kommunens afgørelse.

August 2002: Hun får tilkendt førtidspension.

Marts 2007: Dom fra Retten i Århus fastslår, at det ikke var korrekt, at kommunen stoppede 3F'erens sygedagpenge.

Juni 2007: Århus Kommune efterbetaler sygedagpenge for 26 uger, i alt cirka 75.000 kroner.

August 2007: Århus Kommune afgør, at den ikke vil udbetale sygedagpengene for perioden 1. august 2001 til 31. maj 2002. Afgørelsen godkendes senere af Beskæftigelsesankenævnet.

Marts 2010: Dom ved Retten i Århus fastslår, at kommunen skulle have udbetalt sygedagpenge for perioden 1. august 2001 til 31. maj 2002. Det betyder, at kvinden nu skal have efterbetalt yderligere omkring 135.000 kroner.
Sagen blev ført på vegne af 3F af advokat Gitte Møller Iversen fra advokatfirmaet Kirk Larsen & Ascanius.