Det er en ommer, siger Beskæftigelsesnævnet til Randers kommune, der nu må træffe en ny og lovlig afgørelse i sag om sygedagpengestop. Tegning: Bob Katzenelson.

Falck stopper ulovligt sygedagpenge

Beskæftigelsesankenævnet har underkendt Randers Kommune, der ulovligt har ladet Falck-vikar stoppe langtidssygs sygedagpenge.

Randers kommune får drøje hug af Beskæftigelsesankenævnet for at have ladet samarbejdspartneren Falck Healthcare, der sagsbehandler sygedagpengesager for kommunen, stoppe sygedagpengene for en 55-årig. Loven er brudt, fastslår et enigt nævn i afgørelsen:

"Kommunen kan ikke overlade det til andre aktører at træffe afgørelse om retten til sygedagpenge."

Ankenævnet forlanger en ny og lovlig afgørelse i sagen.

Ifølge Beskæftigelsesankenævnet har kommunen tilsyneladende slet ikke været i personlig eller telefonisk kontakt med den langtidssyge borger fra 17. august 2006 til 30. oktober 2008.

"Kommunens opfølgning har været endog meget mangelfuld", konkluderer ankenævnet.

Falck-vikarer afgør sager

Randers Kommune indgik 25. september 2008 et samarbejde med Falck, som skulle afklare 100 sager om sygedagpenge for kommunen. Derefter blev fire vikarer fra Falck tilknyttet kommunens jobcenter. Det var en af disse vikarer, som ulovligt tog sygedagpengene fra borgeren.

Social- og arbejdsmarkedsdirektør i Randers Kommune Knud Aarup er stærkt utilfreds med afgørelsen.

- Nævnet har jo misforstået det fuldstændig. Afgørelsen er hamrende forkert, siger han.

Ikke desto mindre er det en ommer. Kommunen har også måttet starte sygedagpengene igen som konsekvens af afgørelsen. Nævnets sagsbehandling tog et år, og sagen blev først afgjort sidst i januar 2010. I den periode blev den 55-årige flyttet på kontanthjælp.

Kommune: Lav loven om

Knud Aarup oplyser, at Randers Kommune har anket afgørelsen til Ankestyrelsen, fordi det er en principiel sag:

- Hvis vikarer ikke har myndighed til at træffe afgørelser, duer det jo ikke. Så bliver det meget svært at få tingene til at køre. Det vil også ramme andre kommuner, der har lignende samarbejder. Så må loven laves om, siger han.


Lagt på: 20. Marts 2010 00:06

Sidst ændret: 22. Marts 2010 11:43

Fakta

Det siger nævnet: Beskæftigelsesnævnets begrundelse for afgørelsen er følgende:

Der er ikke hjemmel i dagpengeloven for, at en anden aktør end kommunen, i dette tilfælde medarbejderen hos Falck Healthcare, kan træffe afgørelser på kommunens vegne.

Kommunen må gerne lade andre aktører udføre opgaver for at styrke indsatsen. Men det fremgår af sygedagpengeloven, at det alene er kommunen, der træffer afgørelser om retten til sygedagpenge.

Kommunen har over for nævnet forsvaret sig med, at vikaren fra Falck Healthcare arbejder under ledelse og instruktion fra Jobcenter Randers med ret til at træffe afgørelser. Men det afvises blankt af nævnet: Medarbejderen er ansat af Falck Healthcare, der reelt træffer beslutningerne som anden aktør, og det er ulovligt.

Den er også gal i Kolding
Også i Kolding Kommune er samarbejdet med Falck under beskydning. Nye tal fra kommunen viser, at dobbelt så mange borgere har mistet deres sygedagpenge, efter samarbejdet mellem Kolding Kommune og Falck Jobservice begyndte i september 2009. Kommunen holder samtidig aftalen med Falck hemmelig, hvilket 3F Kolding for nylig klagede over.