Fagbevægelsen til kamp mod racisme – indbydelse til konference

I forbindelse med FN’s globale dag mod racisme den 21. marts 2010 er flere fagforbund gået sammen om at afholde en konference om racisme og diskrimination på det danske arbejdsmarked.

”Ingen skal på deres arbejdsplads udsættes for racisme og anden form for diskriminering. Vi skal i fællesskab sørge for en fair og lige behandling af alle, uanset hvordan vi ser ud, hvor vi kommer fra, hvad vi hedder, om vi er unge eller ældre, kvinder eller mænd. Diskrimination strider mod alle demokratiske og menneskeretlige spilleregler, og derfor bakker fagbevægelsen op om FN’s Globale Dag Mod Racisme, siger 3F’s næstformand, Jane Korczak.

Arrangørerne bag konferencen, der finder sted søndag den 21. marts på Arbejdermuseet, er LO, FOA, Spillerforeningen, HK, Socialpædagogerne, DUI-LEG og VIRKE og 3F.

Konferencens overordnede formål er at bidrage til at nedbryde den diskrimination og racisme, der finder sted på alt for mange arbejdspladser:

”Desværre må vi køre sager for medlemmer, der er blevet udsat for forskelsbehandling og diskrimination. Hvis vi skal komme diskriminationen til livs, er vi nødt til at se på arbejdsmiljøet”, udtaler Jane Korczak, næstformand i 3F, og fortsætter:

”I den danske fagbevægelse har vi mere end 100.000 medlemmer med anden etnisk baggrund end dansk. For os er det altafgørende, at alle har samme muligheder for job, uddannelse og anstændige løn- og arbejdsforhold.”

Dagen vil byde på flere interessante indslag heriblandt oplæg ved fodboldspilleren Jamil Fearrington, internationale gæster, debat med fotograf Jacob Holdt samt musik ved Miss Mukupa.


Lagt på: 18. Marts 2010 08:57

Sidst ændret: 18. Marts 2010 08:58