Det er ikke mindst fysisk blokade og sympatikonflikt, der har gjort bygherren Danny Kromanne mør og har fået ham til at acceptere, at arbejdet på byggepladsen i Thunøgade skal ske på overenskomst. Privatfoto.
Af Torben Kragh, Fagbladet 3F, torben.kragh@3f.dk
Syv ugers faglig konflikt i Thunøgade i Århus er slut.
Tirsdag eftermiddag underskrev bygherren Danny Kromanne på vegne af ejendomsselskabet Petra Develop ApS en aftale med BAT Århus om, at det resterende arbejde på byggepladsen udføres af LO-overenskomstdækkede entreprenører.
- Vi er tilfredse. Det har været hårdt, men vi har nået det ønskede resultat og på ny fået understreget, at de faglige arbejdsmetoder virker, når vi i fagbevægelsen står sammen, siger Claus Salomon Ørskou, der som formand for BAT Århus underskrev aftalen.
Mødet blev holdt hos Dansk Byggeri, der på foranledning af BAT havde samlet parterne.
Baggrunden for konflikten har været, at Petra Develop havde entreret med et polsk byggefirma, hvis ansatte angiveligt har fået 60-70 kroner i timen. Firmaet har nægtet at tegne overenskomst. Firmaet er nu fjernet fra byggepladsen af bygherren.
Der skulle et lille mellemspil til, inden aftalen faldt på plads. I weekenden prøvede bygherren at få monteret stålaltaner ved hjælp af virksomheder, som var hyret gennem Danny Kromannes virksomhed Jydsk Tagteknik, der er medlem af Dansk Byggeri. Det fik Claus Ørskou, der også er faglig sekretær i TIB Østjylland, til at appellere til Dansk Byggeri "om at træde i karakter".
- Og det synes jeg så til gengæld også er sket, siger Claus Ørskou.
- Dansk Byggeri har været med til at lægge pres på Kromanne. Det skal de have kredit for.
Om baggrunden for at det fortsatte arbejde skal ske på overenskomstmæssige vilkår, sagde Danny Kromanne i sidste uge til Nyhedsbrevet 3F:
- Jeg gider ikke mere tummel.
Med den underskrevne aftale er blokaden af byggepladsen hævet.
- Men vi holder naturligvis pladsen under opsyn og vil tjekke de folk, som kommer på opgaven, siger BAT-formanden.
Sympatikonflikten mod det polske firma fortsætter, om end man ikke ved, om det fortsat er i Danmark.
Lagt på: 10. Marts 2010 10:20
Sidst ændret: 10. Marts 2010 11:49