Cirka 100 skræddere landet over får glæde af den overenskomst, 3F og Skrædderlauget mandag eftermiddag lagde sidste hånd på. Arkivfoto

Skrædderne klar med overenskomst

OK10: Bedre regler om anciennitet og fratrædelse i skræddernes nye overenskomst.

Over de næste to år får skrædderne samlet 4,35 kroner mere i timen. Ud over det får de også bedre regler for anciennitet og fratrædelsesgodtgørelse.

Cirka 100 skræddere landet over får glæde af den overenskomst, 3F og Skrædderlauget mandag eftermiddag lagde sidste hånd på.

- Heldigvis har der været plads til forbedringer, selv om skrædderne også oplever de dårligere tider, siger forhandlingssekretær Connie Sørensen, 3F's Industrigruppe.

Skrædderne har skelet til industrien med hensyn til blandt andet nedsættelse af karenstiden for pension til to måneder, bedre barselsregler, ligeløn og forsikring af elever.

Med hensyn til reguleringen af tillæg afventer skrædderne, hvad der sker på 3F's beklædnings- og tekstilområde. Det er endnu uvist, om der ved forligsmandens hjælp kommer et forlig, eller mæglingsforslaget bliver gældende.

Elevernes løn stiger med 2 og 2,5 procent over de næste to år.

Ikke kæmpestigninger

- Vi er glade for, at vi har kunnet give lidt mere end på andre områder. Selv om det ikke er kæmpestigninger, siger Johnny Wichmann, oldermand i Skrædderlauget.

Skrædderne har allerede en aftale om fratrædelsesgodtgørelse. Her er 12, 15 eller 18 år nu sat ned til tre, seks eller otte år.

Tidligere har det været næsten umuligt for skræddere at optjene anciennitet. Ved genansættelser - efter for eksempel sygdom, graviditet og militærtjeneste - har de skullet starte forfra. Ved tilbagevenden inden for et år bevarer man nu ancienniteten.

Sko også på plads

Et af Industrigruppens allermindste områder - skomagerne - er også færdig med overenskomsten.

Skomagerlauget er på vej over til industrioverenskomsten, så her fastfryses lønnen på 140 kroner i timen. Derudover er der lavet flere særaftaler i forhold til industrien.


Lagt på: 08. Marts 2010 17:00

Sidst ændret: 11. Marts 2010 13:38