En af bygge-overenskomsternes nyskabelser er, at Dansk Byggeri forpligtes til en langt mere aktiv og hurtig indsats for at afklare og løse problemer med udenlandsk arbejdskraft.
Af Torben Kragh, Fagbladet 3F, torben.kragh@3f.dk
Det skal være slut med, at udenlandske byggefirmaer, der ikke overholder overenskomsten, er over alle bjerge, når fagforeningen kan få afsluttet en faglig sag.
Derfor er der i de netop indgåede overenskomster aftalt nye regler, som hurtigt kan både afklare og løse problemer med udenlandske underentreprenører, som ikke overholder overenskomsten.
Både hovedentreprenøren og Dansk Byggeri involveres umiddelbart, og allerede inden to døgn skal der holdes møde på byggepladsen med de involverede. Her skal alt relevant materiale - herunder lønsedler - fremlægges. Det er den anklagede underentreprenør, der skal bevise, at overenskomsten overholdes.
Samtidig er det aftalt, at der udpeges en fast opmand med henblik på hurtig voldgiftsafgørelse i de sager, som organisationerne ikke kan enes om.
Bestemmelserne er aftalt for at forhindre, at de udenlandske firmaer når at stikke af, inden sagerne er afsluttet. Alene Byggegruppen i 3F og TIB har omkring 35 millioner kroner til gode på den konto.
Det er ikke lykkedes fagforeningerne at komme igennem med kravet om kædeansvar. Der ligger imidlertid en anbefaling af, at Dansk Byggeris medlemsvirksomheder i entreprisekontrakterne indskriver bestemmelser om, at underentreprenører skal være omfattet af den relevante overenskomst.
Parterne har også aftalt definitioner af selvstændige for at bekæmpe et voksende problem med falske selvstændige - de såkaldte arme-ben firmaer. Man slår samtidig fast, at der er tale om overenskomstbrud, hvis arme-ben udfører arbejde i et lønmodtagerlignende ansættelsesforhold.
Der er også enighed om, at en virksomhed ikke kan kræve, at de ansatte er forpligtt til at købe visse ydelser fra arbejdsgiveren - for eksempel bolig.
Parterne har endelig aftalt at nedsætte et udvalg, der løbende skal overvåge og drøfte anvendelsen af udenlandsk arbejdskraft i bygge- og anlægsbranchen.
Lagt på: 05. Marts 2010 11:10
Sidst ændret: 05. Marts 2010 12:49