Seks ugers blokade og sympatikonflikt har givet resultat: Bygherren bag ombygningsprojektet i Thunøgade i Århus accepterer nu, at arbejdet skal dækkes af dansk overenskomst. Privatfoto.
Af Torben Kragh, Fagbladet 3F, torben.kragh@3f.dk
En løsning på seks ugers faglig konflikt i Thunøgade i hjertet af Århus er kommet et stort skridt nærmere.
Bygherren - direktør Danny Kromanne fra ejendomsselskabet Petra Develop - har lovet den århusianske fagbevægelse, at arbejdet bliver overenskomstdækket. Enten accepterer det polske byggefirma, der er på opgaven, at skrive under på dansk overenskomst. Eller også ryger det ud og bliver erstattet af en overenskomstdækket virksomhed.
- Det er en sejr for det faglige sammenhold, lige meget om det bliver den ene eller den anden løsning. Uanset resultatet sikrer vi, at arbejdet aflønnes efter danske forhold, siger Claus Salomon Ørskou, faglig sekretær i TIB Østjylland, der har været tovholder for konflikten, der har fået opbakning fra hele den århusianske fagbevægelse.
Danny Kromanne oplyser til Nyhedsbrevet 3F, at han tirsdag bad de polske håndværkere indstille arbejdet på byggepladsen. Det er sket fra onsdag morgen.
- Jeg afventer nu, at direktøren for det polske firma kommer til Danmark sidst i denne uge eller i begyndelsen af næste. Så må vi se, om han vil tegne overenskomst. Vil han ikke det, må jeg finde et overenskomstdækket dansk firma til arbejdet, siger Danny Kromanne.
Om baggrunden for sin beslutning, siger bygherren:
- Jeg gider simpelthen ikke mere tummel. Jeg synes, det er helt urimeligt, hvad jeg har været udsat for, og jeg risikerer et sagsanlæg for kontraktbrud, hvis jeg må fyre det polske firma. Men nu vil jeg have arbejdsro.
Claus Salomon Ørskou er tilfreds med Danny Kromannes beslutning - selvom den har været længe undervejs.
- Sagen er dog først helt afsluttet, når overenskomsten er skrevet under - eller polakkerne er blevet afløst af overenskomstdækkede håndværkere, siger han.
De polske bygningsarbejdere ansat i byggefirmaet Zaklad Uslug Stolarstwo tjener ifølge fagforeningerne otte-ti euro eller mindre end 75 kroner i timen.
Lagt på: 03. Marts 2010 09:40
Sidst ændret: 03. Marts 2010 16:17
Fakta |
|
10 euro i timen
Ejendomsselskabet Petra Develop Aps. ejer ejendommen Thunøgade 35 i Århus. Ejendommen har tidligere huset en daginstitution og er nu under ombygning til ejerlejligheder. Bygherren har entreret med det polske firma Zaklad Uslug Stolarstwo, der ikke vil tegne dansk overenskomst for sine ansatte. Direktører i Petra Develop Aps. er Danny Kromanne og Flemming Helge Rasmussen, der gennem andre anpartsselskaber ejer hver en halvdel af ejendomsselskabet. Ifølge de århusianske fagforeninger får de polske arbejdere i det polske firma 8-10 euro i timen. Det svarer til 60-75 kroner. Byggepladsen har været omfattet af blokade og sympatikonflikt i godt seks uger. Danny Kromanne er ud over at være direktør i Petra Develop også direktør og indehaver af virksomheden Jydsk Tagteknik, som er medlem af Dansk Byggeri. Han sidder i bestyrelsen for interessegruppen Dansk Byggeri Tagforening. |