Flere kommuner tilbyder i dag en bonus til socialrådgivere, som kan få flere af sygedagpenge. Det bekymrer SF.
Af Asger Havstein Eriksen og Morten Halskov, Fagbladet 3F, asger.havstein@3f.dk, morten.halskov@3f.dk
Forkerte afgørelser, forringet retssikkerhed, svækket socialfaglig indsats og øget ulighed.
Det er nogle af de konsekvenser, SF frygter vil ramme nogle af de mange langtidssyge. Det vil ske som følge af, at en række kommuner lokker socialrådgiverne med bonus, hvis de kan få flere mennesker væk fra sygedagpengene.
- Det kan blandt andet ske ved at smække kassen i og stoppe sygedagpengene, når der er gået 52 uger. Individuelle bonusordninger risikerer at føre til skævvridninger Derfor rejser vi nu sagen over for beskæftigelsesminister Inger Støjberg (V), siger SF's arbejdsmarkedsordfører Eigil Andersen.
Han er bekymret for, hvad der sker, hvis udsigten til ekstra penge i lønningsposen, i stedet for det faglige engagement, styrer indsatsen for langtidssyge.
- Vi risikerer forskelsbehandling, hvor det handler om at få de "gode" sager med mennesker, der nemt kommer tilbage i job, siger han.
I værste fald påvirkes sagsbehandleren, når der skal tage stilling til, om kommunen skal stoppe eller forlænge sygedagpengene.
- Jeg tror og håber ikke, at socialrådgiverne giver køb på de syges retssikkerhed. Men efter 52 uger skal sygedagpenge jo betales 100 procent af kommunen. Jeg tror, medarbejderne bliver prikket på skulderen og bedt om at skæve til kommunens økonomi, siger Eigil Andersen.
Lagt på: 02. Marts 2010 14:00
Sidst ændret: 03. Marts 2010 15:49
Fakta |
|
Støjberg på banen
SF vil blandt andet spørge beskæftigelsesminister Inger Støjberg, hvad hun mener om, at kommunale sagsbehandlere blandt andet aflønnes efter, hvor mange mennesker de får væk fra sygedagpenge (det vil sige i arbejde igen, raskmeldte eller frataget sygedagpenge). Og om ministeren finder, at en sådan aflønning kan rumme incitamenter til ulige behandling af borgerne og forringet retssikkerhed for borgerne. |