Overenskomstforliget i industrien er spiseligt, men heller ikke mere, lyder meldingen fra 3F-afdelinger.

3F-afdelinger: Forlig bedre end frygtet

Overenskomstforliget i industrien er spiseligt, men heller ikke mere, lyder meldingen fra 3F-afdelinger. Skepsis fra skifteholdsfolk.

Suppen er tynd, men dog til at spise.

Sådan lyder den gennemgående melding fra 3F's afdelinger til overenskomstaftalen i industrien.

Forliget var tirsdag til debat i 3F Industris gruppebestyrelse. Og det endte med et klart ja. Et enkelt medlem stemte imod og kun på det nuværende grundlag.

- Det bliver en samlet afstemning, så min og afdelingens holdning afhænger helt af, om man kommer igennem med sine krav om social dumping på transportområdet og i byggeriet. Lykkes det, kan et smalt industriforlig vise sig at være i orden, siger formanden for 3F Horsens, Hans Sørensen.

Han anbefalede et nej for tre år siden. Det samme gjorde 3F Viborg, men her er man gladere for det aktuelle forlig end for den fede aftale fra 2007.

- Det er smalt, men jeg havde frygtet værre. Og jeg synes faktisk, der er færre tidsler denne gang end i 2007. De tillidsfolk på de store arbejdspladser, jeg har nået at tale med, har samme holdning, siger Stanley Bach Mortensen, formand for 3F Viborg.

En lignende melding kommer fra 3F's største afdeling i Aalborg.

- Vi har ikke armene i vejret, men det er spiseligt. Mange af vores tillidsfolk havde frygtet værre, siger afdelingens formand, Søren Elsberg.

Et lille ja

Roserne er især rettet mod den nye fratrædelsesgodtgørelse, ligelønsnævnet og forbedringen af pensionsordningen for nyansatte. Til gengæld er der en vis skepsis fra folkene bag det såkaldte skifteholdsinitiativ. De mener ikke, at forbedringerne lever op til forventningerne.

- Mine forventninger var lidt højere på det punkt. Men der er også positive ting i forliget, så det bliver et lille ja. Jeg tvivler dog på, at mine tillidsfolk har samme holdning, siger Hans Larsen, der er formand for 3F København Industri og Service.

Industrigruppens formand, Børge Frederiksen, er godt klar over, at mange har fået skuffet deres forventninger.

- Det er en problematik, vi har arbejdet hårdt på i gruppen, og jeg havde da også gerne set flere forbedringer. Men når det kom til de krav, der virkelig koster penge, for eksempel kortere arbejdstid på skiftehold, var arbejdsgiverne ikke til at bøje, siger han.


Lagt på: 23. Februar 2010 12:19

Sidst ændret: 24. Februar 2010 13:17

Fakta

Nej fra HK, ja fra resten af CO-industri CO-industris Centralledelse godkendte tirsdag industriforliget med overvældende flertal. 45 medlemmer fra otte forbund stemte for og seks imod, svarende til HK/Privats delegation.

Deres nej var ventet, fordi det ikke lykkedes at slippe af med den såkaldte 50-procents-regel. Den betyder, at mindst halvdelen af funktionærerne på en arbejdsplads skal være organiserede, før der kan kræves overenskomst.

Formanden for HK/Privat, Karin Retvig, understregede, at hendes vrede er rettet mod arbejdsgiverne i DI.

- Vi havde håbet, at et stort kartel som CO-industri havde kræfterne til at løfte vores krav, men det er åbenbart religion for arbejdsgiverne. Jeg er sikker på, at der er blevet kæmpet for os, så jeg er hverken sur eller gal, kun skuffet. Nu vil vi prøve at rejse kravet på de øvrige områder og eventuelt få det igennem i Forligsinstitutionen, sagde hun.

Omvendt anbefaler Teknisk Landsforbund, som også kun organiserer funktionærer, at stemme ja til forliget. Forbundet mener, at alternativet er værre, og at den pris, der eventuelt skulle være betalt for at slippe af med 50-procents-regelen, havde været for høj.