Omkring et halvt hundrede især arbejdsløse københavnske bygningsarbejdere demonstrerede mandag morgen imod, at folketingsmedlemmers nye lejligheder bliver istandsat af billig udenlandsk arbejdskraft. Foto: Harry Nielsen.
Af Torben Kragh, Fagbladet 3F, torben.kragh@3f.dk
- Et klassisk eksempel på, hvordan løndumping er skruet sammen. Og et eksempel, som fortæller mere end mange ord, hvorfor vi ønsker lønværn i overenskomsterne.
Sådan sagde fagforeningsformand og hovedbestyrelsesmedlem i 3F Henrik Lippert tidligt mandag morgen til et halvt hundrede frysende demonstranter foran en ældre herskabelig ejendom i Tordenskjoldsgade bag Det Kongelige Teater. Her er man i øjeblikket i gang med at indrette boliger til 30 jyske folketingsmedlemmer.
Blandt håndværkerne er fire tyske murere. De arbejder ikke på dansk overenskomst. De er i stedet selvstændige og arbejder ifølge BJMF på langt ringere vilkår end danske håndværkere.
- Der er virksomheder, som er topprofessionelle i denne form for undergravning af danske overenskomster. CC Fliser er en af dem. På den ene side er de medlem af Dansk Byggeri og omfattet af overenskomsten. På den anden side sælges arbejdet videre til arme-ben-svende, som arbejder på langt ringere vilkår end overenskomsten. Dette uvæsen skal vi til livs. Og det er derfor, at vi stiller krav om kædeansvar og tredjepartsforpligtelse, sagde Henrik Lippert, der er formand for 3F's bygningsarbejdere i København.
Ejendommen Tordenskjoldsgade 7-9 er erhvervet af Folketinget, men det er aftalt, at den tidligere ejer gennemfører ombygningerne, inden Folketinget overtager den. Firmaet Høpfner Partners fungerer som byggestyrer og har udarbejdet kontrakterne.
Direktør Svend Blem Sørensen, Høpfner, oplyser til Nyhedsbrevet 3F, at det af kontrakterne fremgår, at arbejdet skal udføres efter gældende love og regler. Man har derimod ikke skrevet ind, at arbejdet skal udføres på overenskomst.
- Det ville jo forhindre, at små enkeltmandsfirmaer ikke kunne komme i betragtning, men jeg mener, at vi har sikret os imod, at der sker noget overenskomststridigt, siger han.
I 3F mener man, at eksemplet skal bruges, når der kommer gang i forhandlingerne om byggeoverenskomsterne.
- Uanset om Folketinget har handlet i god tro, så viser sagen, at vi skal have sikret vores overenskomster imod denne form for løndumping. Hvis man bekender sig til danske overenskomster, så skal man ikke kunne frigøre sig fra dem ved at sende arbejdet videre til firmaer, der arbejder på langt ringere vilkår, siger Henrik Lippert.
Det har mandag formiddag ikke været muligt at få en kommentar fra John Crone fra CC Fliser.
Lagt på: 22. Februar 2010 11:40
Sidst ændret: 22. Februar 2010 13:43
Fakta |
|
Folketinget ved dets præsidium med formanden Thor Pedersen (V) i spidsen har erhvervet den store herskabelige ejendom Tordenskjoldsgade 7 til indretning til lejligheder til provinsmedlemmer. Den hidtidige ejer Tordenskjold Boliger er som en del af købsaftalen forpligtet til at foretage en større ombygning. Til at styre denne proces er hyret rådgivningsvirksomheden Høpfner Partners Aps. En af entrepriserne er gået til murerfirmaet CC Fliser, der er medlem af Dansk Byggeri. Fagbevægelsen har ført en stribe af sager mod CC Fliser for brug af underbetalt, udenlandsk arbejdskraft. Firmaet er ejet af John Crone. |