Det er småt med overarbejde i byggeriet. Det bekræftes af, at 980 virksomheder i branchen måtte lukke og slukke i 2009. Det højeste antal i 40 år. Arkivfoto
Af Frank Rasmussen, Fagbladet 3F, frank.rasmussen@3f.dk
Danskerne har siden krisens udbrud haft mindre mulighed for at trække i arbejdstøjet.
I 12 ud af 19 brancher gik arbejdstiden i tredje kvartal 2009 tilbage i forhold til samme tidspunkt året før. Det viser tal om den årlige arbejdstid fra Danmarks Statistik.
Brancher som industrien og bygge- og anlægsbranchen er blandt de hårdest ramte.
Hos Dansk Byggeri er nedgangen på 14 arbejdstimer forventet. Tallene overrasker alligevel.
- Jeg troede, at faldet var større. Men det er stadig et udtryk for, at der er meget lidt at lave i byggeriet. Der er for eksempel ikke behov for overarbejde, for mange er sendt hjem fra arbejdspladserne, siger specialkonsulent Finn Bo Frandsen.
Det flugter med, at hele 980 byggevirksomheder gik konkurs i 2009. Det højeste antal i 40 år.
Ifølge LO er et normalt arbejdsår på 1656 timer - eksklusive ferie og feriefridage.
Industrien, som beskæftiger omkring 370.000 lønmodtagere, har også oplevet nedgang i arbejdstiden. Der er gennemsnitligt lagt 13 timer færre på arbejdspladsen. Fra Dansk Industri lyder den samme melding som hos Dansk Byggeri.
- Tallene hænger meget sammen med faldet i overarbejde. For det er en ret betydelig faktor, når man ser på lønstatistikken. Men jeg kan heller ikke udelukke, at arbejdsfordelinger kan have noget med det at gøre, siger statistikchef i DI, Steen Nielsen.
Han anfører dog, at tallene baserer sig på tredje kvartal 2008, hvor krisen endnu ikke havde toppet. Det kan forklare udsvinget, og han forudser derfor, at faldet vil være mindre, når fjerde kvartals tal bliver offentliggjort.
Lagt på: 19. Februar 2010 09:37
Sidst ændret: 19. Februar 2010 11:43
Fakta |
|
Største fald i arbejdstimer:
|